Omfavn sårbarheden (og dig selv).

af Flora Tara Melchiorsen

 

iStock-656543130.jpg 

Denne følelse af at tårerne presser sig på.

Sårbarheden.

Denne følelse af, at vi er ved at flyde over af noget, der ikke kan rummes i os.

Noget, der må ud.
Noget, der må slippes.
Noget, der må .....

Her er der allerede mange af os, der er verdensmestre i at lukke ned. Gemme væk. Holde tilbage.

Vi tillader sjældent den fine fornemmelse at give slip. At slippe os selv. Og at slippe kontrollen.

Sådan føles det i hvert fald. At der er et tab af kontrol forbundet med sårbarhed.

Vi må endelig ikke vise, at vi er kede af det. Hvis vi er skrøbelige, så vil verden opfatte os som svage.

En gang var der en kvinde, der skrev til mig, at hun var gået ned med stress på sit arbejde. Hun brød simpelthen hulkende sammen - dér, midt i arbejdsdagen henover skrivebordet. Et liv, der pludselig flød over af pres og mærkninger, der alt for længe var blevet holdt tilbage. Mærkninger, der var holdt inde. Mærkninger, der var holdt nede.

Og reaktionen fra chefen var denne: "Vi kan godt se, du har det svært og det må du gøre noget ved, men er du sød ikke at skræmme de andre med så voldsom en reaktion!"

Vis det ikke. Hold det tilbage. Kontrol.

Vi har fået en angst over at vise sårbarhed. At turde træde ud på dybt vand og lade os falde i tillid til, at vi bliver grebet. Og fordi alt for mange af os har oplevet, at der ikke er nogen, der griber, så tager vi os sammen. Vi holder os tilbage. Vi skaber kontrol.

Og mange er den vej igennem kommet til at se kontrol som en styrke.

Vi er seje, når vi kan kontrollere os selv. Når vi står "stærke" frem for verden, stærke som underforstået, at vi ikke viser vores inderste og viser, hvordan vi reelt har det.

Kan du huske reklamen med medarbejderen, der går ind i elevatoren sammen med chefen, der opstemt spørger: Hvordan har du det? Og medarbejdere så begynder at beskrive, hvor slemt han faktisk har det og at det gør ondt i maven og han ikke kan sove om natten. Chefen bliver helt stille og ønsker bare, at elevatoren er fremme, så han kan komme væk. Ja, måske passer den kun alt for godt på det samfund, vi har skabt.

Jeg ser det næsten hver gang på vores uddannelser.

Når deltagerne starter, så gør de umiddelbart alt, de kan, for ikke at komme til at græde, uanset hvor svær en livshistorie, der har bragt dem til, at de sidder netop på den stol hos os. Flere har endda sagt til sig selv, at de ikke vil græde. Indskærpet det. Overfor dem selv.

Indeni bærer de en overbevisning med sig om, at den første, der "knækker" er den svageste. Og derfor er den, der er "stemt ude".

Og.

Samtidig.

Når det så sker, at en ikke kan holde kontrollen. Og ikke kun mærker sin sårbarhed, men også deler den. Ved at lade tårerne trille frit. Og opdager, at det er helt OK. At vi rummer. Og holder.

Så går der en lettelse gennem alle.

"Her kan jeg vise den, jeg er!"

Og så er der altid flere, der går med.

Det, der er så bemærkelsesværdigt (og smukt!) er, at når vi mennesker mødes fra hjertet med rummelighed og kærlig venlighed (compassion) Så ryger forsvaret ret hurtigt. Så kommer sjælen til syne og tør ånde frit igen.

Vi er ens. Vi føler. Og føles. Ens.

Og hvorfor er det så vigtigt?

Jo. Fordi alt det, der har indtrykt sig i os og som vi ikke har fået udtrykt igen, det bliver siddende. Det skaber sygdomme og ubalancer - ikke kun i sindet, men i høj grad også i kroppen.

Vi ved fra forskningen, at kropslige funktioner, f.eks. tarmfunktionen, der er så vital for vores trivsel både mentalt og fysisk eller vores immunforsvar - lukker ned i os, når vi presses ud over kanten. Når vi ikke kan være i livet som den, vi er. Når stressen tager over.

Men.

Når vi mødes med kærlig venlighed, så bliver sindet blødt igen.

Så kan det ånde frit. Så kan det løfte sig og flyve igen.

Men det kræver tid. Og det kræver tålmodighed.

Som at se en sommerfugl, der kommer ud af puppen og langsomt åbner sine vinger.

Vi må først genvinde tilliden.

Tilliden til, at vi godt må have det, som vi har det. At vi ikke er forkerte, selv om vi er sårbare og usikre, kede af det, frustrerede og føler os fortabte. At det altsammen er menneskeligt. At det er naturligt. At det er OK.

Det, der ikke er naturligt, er vores samfunds måde at håndtere det på. Og det konstante pres på at fastholde kontrol.

Kontrol er naturligvis godt i visse sammenhæng. Men hvis kontrol bruges til at undertrykke os selv og hinanden, så skaber det kun lidelse, smerte og sygdom.

Den kærlige venlige vej er vejen til at genfinde tilliden til os selv og til verden omkring os.

Jeg møder desværre alt for mange mennesker, der er fanget i en idé om, at de ikke er gode nok.

At de ikke er værd at elske fuldt ud.

Mennesker, der har fået fortalt sig en historie om, at de ikke er, som de skal være.

Fordi omgivelserne fortæller dem, at de skal have det anderledes, end de rent faktisk har det.
At de skal udvise styrke. (som = succes, lykke og overskud).

Men der findes en, der kan hjælpe dig. For alvor.

Og det er dig.

Kuren er heldigvis relativ enkel at foreskrive:

Kærlig venlighed, der fyldes ind i hver eneste af dine celler.

Og hvordan gør du det?

Du kan starte i dag med at lægge din hånd på hjertet, trække vejret stille og roligt ind igennem hjertet og ud igen. Indtil du opdager noget bliver mere roligt. Så tænker du på det mest rare og trygge sted, du kender. Forestil dig du er der og begynd så at sige højt inden i dig: Jeg elsker mig selv i dette nu. Gentag det igen og igen (uanset om du i første omgang tror på det eller ej).

Prøv denne øvelse en gang om dagen i fem minutter de næste 14 dage. Og mærk forskellen.

Du må godt være dig. Og du må godt have det, som du har det.


 

 

 

 

_K8A9554-1.jpg
Flora Tara Melchiorsen

Flora Tara Melchiorsen er partner og hovedunderviser i Akademiet for Mindfulness, Personlig Udvikling og Livsbevidsthed. Flora Tara Melchiorsen er mindfulness- og meditationsmester og har omfattende uddannelsesforløb bag sig indenfor både mindfulness, meditation, yoga, kropsbevidsthed og fysiologi. Flora har siden starten af 2000 været i intensiv personlig  masterclass og supervision hos mester Sri Vasudeva. Flora er forfatter til bogen Pædagogisk Mindfulness (Dafolo, 2012) og står bl.a. bag At Leve Mindfuldt på Facebook. Flora Tara Melchiorsen har udviklet flere mindfulness forløb og uddannelser, bl.a. Life & Mindfulness Practitioner®, Life & Mindfulness Educator® samt HMSR® mindfulness forløbet.

 

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!