Hvorfor nysgerrighed slår andet end katten ihjel…

Af Flora Melchiorsen

 

 

"Nysgerrighed slog katten ihjel"

Tilgiv overskriften. Men du kan være helt rolig. Ingen katte – eller mennesker – kom til skade under skrivning af dette indlæg.

Til gengæld er der mange mennesker og måske endda for mange mennesker… som kommer “til skade”  hver dag. Fordi de ikke er nysgerrige.

Dr. Judson Brewer fra universitetet i Massachusetts School of Medicine har for nylig talt om netop dette i en Ted Talk. (Du kan se den her).

Her fortæller professor Brewer om det grundlæggende princip i den vane-formende-hjerne.

Og dette princip er:

  1. Handling
  2. Belønning
  3. Gentag

Hvad handler det om?

Jo, det handler om, at når vi gør noget, som giver os en belønning, så lagrer vi det i hjernen. Og så vil vi (vores hjerne) hele tiden prøve at gentage dette.

Princippet er nemt at forstå med mad.

Når vi ser noget lækkert mad, så vil hjernen sige: “Hurra! Energi! Overlevelse!”

Og vi spiser maden.

Og når det så smager godt – og påvirker vores indre belønningssystemer – så vil hjernen modtage en masse signaler og informationer om, at det her – det var ret godt. Det smagte godt. Det føltes godt. Alt er godt.

Og hjernen lagrer oplevelsen i “vane-centret”: Og vil være opmærksom på at gentage netop denne handling, som skabte så god en oplevelse.

Noget mad rammer faktisk ned i dette “vane-center” på en måde, som vi har virkelig svært ved at være bevidste om.

Fordi “vane-centrets” hukommelse går helt tilbage til da vi var spædbarn og lå ved mors bryst.

Modermælk er en lækkerbidsken for alle babyer og indeholder en ret så unik blanding af fedt, sukker og gode sager, så det virkelig sender systemet i belønnings-tilstand.

God chokolade rammer meget tæt på netop denne smagsblanding.

Og derfor har vi en oplevelse af, at chokolade bare er lækkert. Og vi gentager. Ligeså tit, vi kan.

Og hvis vi så har været kede af det. Og opdaget, at det – på trods af ked-af-det-heden – var rigtigt rart at spise noget lækkert chokolade.

Bum! Så har vi igen lavet en ny læring. Og programmering af hjernen.

Handling. Belønning. Gentag.

Og det er der jo sådan set ikke nødvendigvis noget galt med.

Men, hvis vi nu gerne vil ændre en vane. Som er programmeret i hjernen.

Hvad gør vi så?

Det er her nysgerrigheden kan bruges.

Og nysgerrighed er det allerførste, vi arbejder med i mindfulness – og i Flora Metoden®.

Vi bruger bl.a. nysgerrigheden i NOAK modellen, hvor N’et netop står for Nysgerrighed.

Udgangspunktet er nemlig, at vi – for f.eks. at ændre en vane (eller et mønster) – allerførst skal blive nysgerrige på, hvad der sker i os inden, under og efter handlingen. Vanen.

Det er en helt anden læringsproces end at skulle “kæmpe mod vanen”.

Professor Brewer fra Massachusetts og hans team har arbejdet med netop dette i forbindelse med rygere, som gerne ville stoppe med at ryge.

Altså i stedet for at “bekæmpe” tingene, så gå på opdagelse i dem.

Og det er meget at lære fra deres projekt. Og rygning er et supergodt sted at starte.

For, det er vist forbi al tvivl, at rygning er usundt. Og endda så farligt, at man med stor sandsynlighed bliver syg og dør tidligt pga. rygning.

I hvert fald optræder det endda på pakkerne med stor skrift. Så ingen – heller ikke rygeren selv – er i tvivl.

Vi kan altså med rimelig god sikkerhed sige: Vores viden om rygningens ret så kedelige sideeffekt er ret stor.

Og på trods af dette, så ryger en ryger. Altså. På trods af viden.

Der er nemlig stor forskel på viden. Og visdom.

Og lige præcis her er nysgerrighed – og mindfulness – en afgørende forskel.

Professor Brewer fortæller om en kvindelig ryger, der var med i programmet.

Hun havde prøvet forskellige “stop-rygning” programmer. Faktisk hele 6 gange før. Men det var gået galt hver gang. Og hun begyndte at ryge igen.

I stedet for at bekæmpe rygningen, arbejdede Judson Brewer og hans team med at mobilisere  nysgerrighedenhos kvinden.

De opfordrede hende faktisk til at ryge.

Men at hun, hver gang hun røg, skulle blive nysgerrig på, hvad hun opdagede. Hvad hun kunne smage. Og hvad der skete i hendes krop. Hvad der skabte trangen. Hvad hun lavede, når hun fik lyst til at ryge. Hvilke tanker, hun tænkte, når hun greb efter cigaretterne.

Og hendes opdagelser var bemærkelsesværdige. Måske ikke ligefrem overraskende for en ikke-ryger, men for hende var det en helt ny oplevelse.

Hun fortalte: “Det er rædselsfuldt! Det lugter af gammel ost og smager af kemikalier. Yuck!”.

Pludselige opdagede hun på et helt andet niveau, hvad rygning gjorde ved hende.

Hun flyttede sig fra viden til visdom. Hun havde hele tiden vidst i hovedet, at rygning ikke var godt. Men nu fik hun en helt anden oplevelse. En personlig oplevelse. Og en erkendelse.

Og en ny bevidsthed. Men mere end det. Også en omfavnelse af denne nye bevidsthed.

Og hvordan skete det?

Med nysgerrighed.

Det er præcis denne muskel, vi træner, når vi underviser i mindfulness.

Din nysgerrighed.

At du bliver opmærksom på, hvad der egentlig er på færde, når din “vane-hjerne” tager over.

Og det er ikke kun spise-, drikke- eller rygevaner du kan bruge det på.

Det er også alle de gange, du “flygter” fra virkeligheden, f.eks. ved at begrave dig i arbejde. Tjekke telefonen hvert femte minut. Tale i stedet for at lytte. Blive vred og skælde ud. Eller … måske endda falde i søvn under meditationen.

Eller alt det andet, vi gør, som – måske – forhindrer os i at se os selv og tingene omkring os rent og som det, de er.

Og som dermed forhindrer os i forandring.

Og udvikling.

 

Flora Melchiorsen, 2016

 

 

_K8A9554-1.jpg
Flora Melchiorsen

Flora Melchiorsen er partner og hovedunderviser i Akademiet for Mindfulness, Personlig Udvikling og Livsbevidsthed. Flora Melchiorsen er mindfulness- og meditationsmester og har omfattende uddannelsesforløb bag sig indenfor både mindfulness, meditation, yoga, kropsbevidsthed og fysiologi. Flora har siden starten af 2000 været i intensiv personlig  masterclass og supervision hos mester Sri Vasudeva. Flora er forfatter til bogen Pædagogisk Mindfulness (Dafolo, 2012) og står bl.a. bag At Leve Mindfuldt på Facebook. Flora Melchiorsen har udviklet flere mindfulness forløb og uddannelser, bl.a. Life & Mindfulness Practitioner®, Life & Mindfulness Educator® samt HMSR® mindfulness. Flora har sit eget lukkede Mindfulness Mentor forløb, som kører over 12 måneder af gange med plads til 22 deltagere. 

 

 

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar