Tænd lygten og lys på mørket

Af Flora Melchiorsen

Mørket.

Mørket i vores eget sind. Mørket, der rummer alle de skjulte ord, følelser og historie, vi ikke tør sætte lys på. Fordi vi måske frygter, at hvis vi først sætter lys på, så finder vi aldrig ud af labyrinten igen.

I alt for mange familier og i alt for mange af os voksnes liv er tavshed blevet en redning til at overkomme livet. Vi tror, at vi ved at lukke ned for det, der er svært. Ved at gemme det væk eller ved at lære os selv at kontrollere det intellektuelt, så kan vi overleve det, så kan vi holde det væk fra os i strakt arm – i metaperspektiv.

Men livet kan ikke leves i et meta-perspektiv. Livet bør ikke leves i meta-perspektiv.

Livet og mærkningen kan og skal ikke gemmes væk. Når vi vælger at gemme tingene væk, så gemmer vi ofte også vores egen nøgle til os selv væk og overlader dermed magten over os selv og vores indre drama-mørke til andres nåde.
For mørket gemmer sig stadig i vores krop. Mørket gemmer sig i vores celler, i vores ubevidste erindring og i vores implicitte hukommelse.

Og det hele kan trigges af noget uventet eller endda af noget, vi troede var trygt og som så viste sig ikke at blive som forventet og som pludselig skaber stor utryghed og angst hos os.

Så længe vi ikke kender vores indre landskabskort, er der masser af mørke gemt derinde. Der er masser af små dunkle stier, vi kan fare vild i og blive bange for, når vi kommer i nærheden af dem.

Gennem mindfulness lærer du at komme i kontakt med alt det, der er dit.

Ikke kun gennem kognitive betragtninger, men gennem mærkning.

Faktisk er et af de vigtigste elementer i mindfulness, at vi bruger mærkningen og ikke tækningen. For ofte er det tænkningen, der har skabt problemet. Så det siger næsten sig selv, at hvis vi putter mere tænkning på og flere ord, så risikerer vi alt for ofte simpelthen blot at udvide mørket mere end at gøre det mindre.

Og måske vi kan lære at bruge flotte beskrivende ord. Måske vi kan lære os selv, at kalde mørket noget andet. Måske vi kan lære at forstå det fra et andet sted i vores bevidsthed. Men det er stadig gemt som mørke i din krop. Så længe det ikke er oplevet og erkendt fra dine kropslige sansninger.

At gå med mindfulness fuldt ud handler også om at turde møde dit eget indre mørke, bid for bid, med stor kærlig/venlighed.

Ved at mærke.

Ved at være med det hele. Og ved at kunne møde det i kroppen iboende sind. Ved at møde det i vores tre “hjerner”: Hoved, hjerte og mave.

Vi sanser langt mere gennem kroppen, end vi hidtil har anerkendt og brugt i vores måde – eller rettere tænkning – at skabe sunde mennesker på. Vi har troet at sindet kun eksisterede i hjernen – altså i hovedet. I tankevirksomheden og i følelsernes ophav.

Men vi er langt mere end hjerne og tænkning.

Mere og mere af den helt nye forskning i menneskets sind opdager det i disse dage. Vi er også de tre hjerner: Hoved, hjerte og mave. Den nyeste forskning peger på, at der registreres og opfattes langt flere ting i både hjerte og mave, end vi tidligere har været klar over. At vi har tre “hjerner”. Og at både “hjernen” i hjertet og maven sender signaler og kropslige beslutninger ud i systemet og også til hjernen i hovedet. Den nyeste forskning peger på, at vi er langt mere end det, der foregår i hovedet.

Vi er også alt, hvad der har indtrykt sig i os, som vi ikke har fået udtrykt igen.

Når vi arbejder med mindfulness f.eks. på Mindfulness Practitioner forløbet, bruger vi de blide, bløde yoga stræk til at gå kroppen i møde igen. Vi bruger de blide kropslige øvelser til at mærke og møde alle de kringel-kroge af mørke af gammel erindring, der kan have gemt sig i kroppen. Tilgangen er, at vi gennem mindfulness-træningen langsomt og blidt går os selv i møde med en ikke dømmende kærlig/venlig tilgang til alt, hvad vi møder i os selv.

Og når vi langsomt og blidt med vores åndedræt som anker, kan nærme os hele os selv igen, så kan vi pludselig begynde at kortlægge hele vores indre landskab.

Så kan vi pludselig gøre ubevidste mønstre bevidste og måske endda opløse dem, uden ord og forklaringer, men gennem ren kærlig/venlighed og ikke dømmende mærkning.

Vi kan lære at forbinde os til noget langt dybere i os selv. Noget essentielt for vores egen indre ro, vores egen indre oplevelse af ikke at være efterladt alene. Men at være i sammenhæng.
Både at være i sammenhæng med os selv, men i høj grad også at være i sammenhæng med verden omkring os. Og det giver en frihedsfølelse, der løfter vores bevidsthed ud af sindets mærke-kringel-kroge og ind i værenstilstandens balance og lys.

Igen og igen overraskes jeg over, hvor stærk vores krop er. Både over hvor meget kroppen kan tåle og gemme, men i høj grad også vores meget vores krop taler til os.

I en verden, hvor mange af os er vokset op med ikke at måtte være i kontakt med vores egen indre sårbarhed og mørke, er det en utrolig stor gave, at opdage hvor meget mindfulness kan lyse op i et sind, der er faret vil.

Jeg opdager det igen og igen. Ikke kun i vores daglige liv på Mindfulness Akademiet med vores elever, men i høj grad også hos mig selv.

 Hver gang mit sind låser i et gammelt mørke-mønster og skaber kaos og sorg i mit indre, så opdager jeg, at det er gennem kroppen og den blide ikke dømmende tilgang til mig selv og alt, hvad jeg rummer i dette nu, at jeg kan opløse og forløse det, der nu har bundet knude i mit indre og låst mig i det ydres handlingens plan.

 Nogle gange er mindfulness tilgangen ikke helt nok, nogle gange har jeg også brug for en kærlig hånd fra tankefeltterapien og mentasundhedens forståelse af, hvad det er, jeg ikke kan komme igennem til med min mentale kognitive forståelse. Men stadig er tilgangen mindfuld. Den ikke dømmende venlige og kærligt nærværende tilgang. At opdage, at i dette nu er alt, som det er, uden at skulle vurdere og uden at bedømme, men blot at møde det hele med kærlig/venlighed viser mig vejen ud af mit eget mørke.

Det er ikke et quick-fix, som vi ellers elsker så meget i vores samfund. Vi vil fixe, vi vil fjerne alt ubehag og gerne hurtigt. Men livet er udfordrende og livet er foranderligt og livet skaber konstant bølger, vi kan drukne i, hvis ikke vi er nærværende mindfulde.

Mindfulness er en livsvej at gå. Det er en måde at leve livet på, hvor vi flytter os fra tænkningen og ned i mærkningen.

 Og det i sig selv kan være rigtig angstprovokerende for mange, fordi vi så gerne vil fixes. Og vi vil så gerne forstå. Men ikke alt kan eller skal forstås. Nogle gange skal det bare slippes med venlig/kærlig opmærksomhed. Nogle gange skal det blot strækkes blidt ud af din krop.

Uanset hvordan vi vender og drejer det, så handler mindfulness om langt mere end meditation og nærvær.

Det er en rejse til at hele dit sind. Hele dit sind med alle tre “hjerner”: Hoved, hjerte og mave. Og det er den mest effektive vej, vi overhovedet kan gå, hvis vi gerne vil finde vej ud af vores eget indre mørke og forhindre, at vi igen risikerer at fare vild derinde.

For mørket er der altid. Kunsten er om vi kan lære at leve med det i nærvær – ikke dømmende – og med kærlig/venlighed, hvor al tilknytning er sluppet og vi har sat os selv fri af sindets tyranni. Fri af vores historie og bagages tyranni.
 Fordi vi tænder lygten. Og lyser på dét, der er.

Flora Melchiorsen, 2017

Flora Melchiorsen

Flora Melchiorsen er partner og hovedunderviser i Akademiet for Mindfulness, Personlig Udvikling og Livsbevidsthed. Flora Melchiorsen er mindfulness- og meditationsmester og har omfattende uddannelsesforløb bag sig indenfor både mindfulness, meditation, yoga, kropsbevidsthed og fysiologi. Flora har siden starten af 2000 været i intensiv personlig  masterclass og supervision hos mester Sri Vasudeva. Flora er forfatter til bogen Pædagogisk Mindfulness (Dafolo, 2012) og står bl.a. bag At Leve Mindfuldt på Facebook. Flora Melchiorsen har udviklet flere mindfulness forløb og uddannelser, bl.a. Life & Mindfulness Practitioner®, Life & Mindfulness Educator® samt HMSR® mindfulness. Flora har sit eget lukkede Mindfulness Mentor forløb, som kører over 12 måneder af gange med plads til 22 deltagere.