Glem hjernen! Den gør - stort set - kun det, den får at vide.

illustration kvinde holder om sig selv hjerter

af Flora Tara Melchiorsen

Vi er i mange år blevet fortalt, at hjernen er den vigtigste del i kroppen og at hjernen også styrer alt, der sker i kroppen.

Men. 

I de sidste år har forskningen vist os noget helt andet. 

Ikke mindst forskningen i traumer og traumers indflydelse på os har peget på, at hjernen i højere ser ud til at være en 'processor' eller en 'facilitator' for det, der sker i vores krop. F.eks. kommer mere end 80% af de input, der omsættes i hjernen, fra kroppen.

Tilbage i 1994 skrev neurovidenskabsmanden og forskeren António Damasio bogen ‘Descartes' fejltagelse’, som netop beskriver den fejl, vi har begået i de mange år, der er gået, siden den franske filosof Descartes konkluderede, at krop og sind er to adskilte ting. 

En tankegang, der lige siden virker til at have præget vores vestlige verdens syn på mennesket - både indenfor psykologien og naturvidenskaben.

Gennem forskning - bl.a. i mindfulness og traumer - er det dog blevet mere og mere tydeligt, at det i overvejende grad er vores følelsesliv og ikke vores tanker, der styrer os og at vores følelser er dybt forbundet til kroppens fysiologi og neurologi.

Det er faktisk vigtigt det her… og lidt af et paradigmeskift, ikke mindst når vi kigger på de “normale” behandlingstilgange, som ofte kredser primært omkring det kognitive og tænkningens betydning.

Der er både forståeligt og samtidig forventeligt, for vores almindelige logiske verdensbillede fortæller os jo, at når vi oplever udfordringer med vores mentale trivsel, så må det jo også være her løsningen ligger.

Men det er måske også det, der tilbyder en forklaring på det paradoks, der ligger i, hvorfor så mange af os stadig har det så dårligt - på trods af, at der uddannes flere og flere terapeuter med udgangspunkt i samtalen.

Nu skal det ikke forstås sådan, at samtaleterapi overhovedet ikke virker, men vi må heller ikke være blinde for, at der i selve samtalen ligger en lindring i at føle sig lyttet til og føle sig forstået. Som altså skaber en umiddelbart god følelse, men som ikke nødvendigvis kommer ned og får fat i de dybereliggende traumer eller selve årsagerne til de mentale trivselsudfordringer - selve 'roden' af problemerne.

I min optik står vi overfor et væsentligt sporskifte i vores forståelse af, hvor “hunden ligger begravet” og det tager naturligvis tid at foretage dette skift, ligesom det heller ikke sker uden "sværdslag", men ikke desto mindre er skiftet på vej. Og det vil betyde store positive forandringer for os og vores mentale trivsel i tiden, der kommer.

Lad mig prøve at gå lidt ned i, hvorfor jeg mener vi skal “glemme” hjernen for en stund, når vi skal behandle vores mentale trivsel.

Lad os starte med sanserne og vores sansninger.

Det første, vi møder verden med, er vores sansende system. 

Og gennem det sansende system, som bl.a. rummer vores fem sanser: 

  • Lugtesansen
  • Smagssansen
  • Følesansen
  • Synssansen
  • Høresansen

... men derudover også det proprioceptive system, som er vores fornemmelse af, hvor de enkelte kropsdele/muskler er placeret i forhold til hinanden og omgivelserne - som gør, at vi bevæger os uden at tænke over det - samt fascienetværket, der registrerer enhver opspænding eller afspænding i kroppen.

Huden er et af de største sanseorganer, vi har, som konstant registrerer ind i mellemrummet mellem os og verden omkring os - og så er der alle de sansende informationer, der kommer fra synet via registrering af ansigtsmimik, samt hjertets kardiovaskulære tryk, der - via hjertets konstante rytme - registrer trykket og tilstanden i de enkelte kropsdele i samklang med hjernens rytme (via hjerne hinderne og hjernebølge svingerne samt rygmarvskanalen, som den ydre hjernehinde er forbundet ind i).

Og sidst, men ikke mindst, er der det vestibulære system, som er vores balancesystem, der sender et hav af informationer til krop og hjerne.

Alle disse sanseinformationer opstår allerførst i disse sansende systemer og dernæst sendes informationen via nervesystemet, hormonsystemet og det neurale system op til hjernens kontrolcenter.

Når vi er i balance og hviler i os selv, vil alle de informationer, kroppen samler op fra kroppens dele og fra omgivelserne, ryge ind til hjernens kontrolcenter (Thalamus og Hypothalamus). 

Herfra sendes informationerne videre til Anterios Singularis og Neocortex (fornuft hjernen) for at skabe mening og indsigt og kalde på en handling eller en regulering ud i kroppen og følelserne: En dybere resonering af verden sat sammen med empati og kognitiv selvindsigt.

Men.

Hvis der er opstået en ubalance i signalvejene fra kroppen - f.eks. på grund af stress eller et traume, der har låst sig i kroppen (Note: Stress er iøvrigt ofte bundet op på et tidligt traume, som ligger ubearbejdet i kroppen), så vil informationerne fra kroppen og fra verden omkring os blive sendt direkte fra hjernens kontrolcenter til vores mere primitive del af hjernen: Det limbiske system, som vil aktivere Hippocampus - vores oplevede hukommelse - og vores frygtcenter, Amygdala. 

Det vil med andre ord sige, at alle de signaler, der registreres i kroppen, bliver tolket gennem vores frygtcenter og den tidligere oplevede hukommelse.

Vi gentager altså dermed det oplevede og tilføjer de gamle oplevelser til de nye, som så blot forstærker vores nervesystems reaktion på det, vi oplever i nuet.

Vores ‘nu’ bliver farvet af frygtcenterets kamp/flugt respons via nervesystemet og vores hukommelse fra alle de tidigere gange, vi befandt os i situationer, der lignede.

En ekstra udfordring her er, at der ofte skabes en 'spiraleffekt', som gør, at vi har svært ved at bryde ud af det uhensigtsmæssige mønster, fordi kroppen konstant reaktiverer sin egen overlevelsesmekanisme - præcis som det også sker ved stress.

Det er som en pickup, der rammer et hak på vinylpladen og gentager den samme sekvens igen og igen.

Samtidig har vi meget svært ved selv at regulere os og berolige os selv, fordi kroppen - sammen med hukommelsescenteret - kører sin helt egen agenda.

Når det sker, så begynder hjernen at overophede og vi ryger ind i det, der hedder ruminering - en overtænkning. Vi tænker vores tanker igen og igen og igen - og kan ikke finde vejen ud af denne løkke - dette loop.

Det er så her, de fleste af os bliver sendt eller går til lægen, fordi vi over tid bliver voldsomt udmattede og oplever os deprimerede eller at angst har fået overtaget i os. Eller vi kommer til psykologen, der vil begynde at tale med os om, hvordan vi har det og hvad det kan skyldes, at vi har det, som vi har det.

Men - når vi er låst i den kropslige spiral af overaktivering af nervesystemet, hormonsystemet og sansesystemet, der kører derudaf i kamp/flugt- eller frys-aktivering -  så holder et vigtigt område i hjernen op med at virke, nemlig det såkaldte Brocas område (gyrus frontalis inferior). Brocas område er ansvarligt for vores evne til at kunne kommunikere fra et balanceret og indsigtsfuldt sted i os og når dette område sættes ud af spil, vil det være svært - nærmest umuligt - at finde ord for det, vi er fanget i.

En anden væsentlig detalje er, at selve baggrunden for låsningen i krop, nerve- og sansesystem - når det handler om traumer - ofte er opstået på et tidligt tidspunkt i vores opvækst. Et tidspunkt, hvor vi endnu ikke havde udviklet et veludviklet sprogforråd og derfor ikke har ord, der kan beskrive, hvordan vi oplevede det - og dermed har det. 

Samtalen vil derfor ikke virke. Den kan i allerbedste tilfælde kun virke beroligende - fordi det altid er rart at blive lyttet til og mødt af et andet menneske, hvis dette menneske vel at mærke er empatisk og rart, så vi føler os trygge - men samtalen kan ligesåvel skubbe os yderligere ind i den kropslige låsning.

At genskabe balance og indre ro kræver en kropslig tilgang. 

Det kræver, at vi får aktiveret de områder af hjernen, der er relateret til vores følelseshjerne (det limbiske system) samt den mere primitive del, som regulerer vores reflekser - som hjerterytme, åndedræt, sved og puls - og ikke mindst det autonome nervesystem, der via den vigtige Vagusnerve er ansvarlig for vores indre beroligelsessystem.

Og ikke overraskende vil åndedrættet og hjerteregulerende øvelser som compassion og hjertecoherence, der styrker hjertets og hjernens samarbejde (HRV rytmen) være den bedst mulige vej til at hjælpe os ud af følelsesmæssige låsninger i kroppen. Og dermed i sindet.

Jeg ved godt, at min beskrivelse af de forskellige “mekanismer” i hjerte, krop, hjerne og alle systemerne godt kan være komplicerede og lidt avancerede at forstå. Jeg har forsøgt at forenkle det så meget, som muligt.

Det vigtige - som den nyeste forskning altså viser os - er, at vi ikke kan løse vores mentale trivselsproblemer med mentale redskaber.

Problemerne udtrykkes godt nok i sindet og tankerne, men de reelle årsager til problemerne ligger i kroppen og må derfor også løses her.

Hvis vi alene arbejder mentalt og kognitivt, skaber vi lindring - og det kan jo være fint nok for en stund - men vi opnår ikke en (for)løsning.

Jeg er helt med på, at lindrende samtale og forskellige kognitive redskaber kan være gode - og også ofte føles lettere at gå til end det dybe kropslige arbejde.

Men i sidste ende er det jo en løsning, der må være vores mål og det, vi stræber efter - selv om det umiddelbart kræver mere - på den korte bane.

Jeg må i hvert fald konstatere, at de - der gennem kroppen tager fat om “nældens rod” - skaber forandring på den lange bane - den forandring, som skaber den ubetingede og egentlige positive ændring og forbedring, som åbner for helt nye muligheder i livet.

Vejen går gennem kroppen.

Kærligst,

Flora Tara Melchiorsen underskrift



Flora siddende i cirkel af solsikker - www-livsbevidsthed.dk

Flora Tara Melchiorsen

Flora Tara Melchiorsen er krop og psyke-ekspert, mindfulness- og meditationsmester med et omfattende uddannelsesforløb bag sig indenfor både mindfulness, meditation, yoga, kropsbevidsthed, traumeterapi og fysiologi. Flora har siden starten af 2000 været i intensiv personlig masterclass og supervision hos mester Sri Vasudeva. Flora er forfatter til bøgerne Hjertevejen (Akademiet/2021), Pædagogisk Mindfulness (Dafolo/2012), Vejen til dit barns (og din) trivsel (Akademiet/2019), 10 Uger til Kærlighed (Akademiet/2019) og står bl.a. bag At Leve Mindfuldt på Facebook. Flora Tara Melchiorsen har udviklet flere mindfulness forløb og uddannelser, bl.a. Master of Heart & Mind©, Life & Mindfulness Practitioner®, LMPonline, Life & Mindfulness Educator®, Heart & Dharma© samt HMSR® mindfulness forløbet.


1 kommentar

Frede Nørskov Nielsen
 

Hej Flora, du skriver meget om Vagus nerven, er det “Hel dit traume” jeg skal læse for at blive klog på “ helbredelse” gennem øvelser med den store nerve. Jeg blev for flere år siden opmærksom på en øvelse som amerikanske soldater brugte hvis de havde været ude for voldsomme oplevelser i krig. Den hedder TRE, tension- release- exercise, og er en ryste øvelse der udføres liggende. Den sætter kroppen i voldsomme rysteture hvis man kan gøre det rigtig ( min hustru kan) . Men griber du det anderledes an?

Kærlig hilsen Frede

Læs mere
Læs mindre

Skriv en kommentar