Oppefra og ned... eller nedefra og op?

Tegning af hjerne med mænd, der åbner hovedet

af Flora Tara Melchiorsen

Top-Down eller Bottom-Up?

Helt kort, så handler Top-Down eller Bottom-Up om, hvor vi starter vores rejse mod forløsningen og lethed, overskud og glæde i livet.

Går vi fra hovedet og ned i kroppen (Top-Down) eller omvendt (Bottom-Up)?

Når vi går Top-Down, er vores fokus og udgangspunkt de dele af hjernen, vi forbinder med tænkning, tale og følelsesmæssig bevidsthed: Neocortex, frontallapperne og de præfrontale lapper.

Vi arbejder med, hvordan sindet fortolker information og de terapeutiske værktøjer vil især handle om at ændre tankerne. Altså at træne os i at “tænke rigtigt”. Det er f.eks. det, som kognitiv adfærdsterapi bl.a. arbejder med, men tildels også det, vi bruger i en mere mental form for mindfulness, f.eks. med mindfulness principperne... f.eks. Accept. Vi “træner” sindet til at acceptere situationen og at møde den med kærlig venlighed ud fra en sindsmæssig træning.

Skismaet ved Top-Down tilgangen er, at der implicit ligger den forudsætning, at der er “noget galt med din nuværende tankegang” og at denne uhensigtsmæssige tankegang skal løses/ændres. Med andre ord, at det umiddelbart ikke betyder noget, hvad der skete - det handler blot om at ændre din tilgang - dine tanker om det, der skete. Du behøver altså ikke at være opmærksom på, hvordan din krop reagerer. Du kan tænke dig ud af det. Eller tænke anderledes om det.

Det problematiske ved denne tilgang er, at der dermed underliggende kan ligge en opfattelse af, at den tankegang, du har lige nu 'er forkert'. Og dermed, at du er forkert. Hvis tankemønsteret f.eks. har udspring i dårligt selvværd, så er det klart, at det ikke rigtigt hjælper at starte med at sige, at du tænker forkert. Det forstærker latent kun opfattelsen af, at du ikke er god nok.

Eller hvis man f.eks. siger, at når du mærker en friktion (f.eks. smerte eller sorg), så skal du bare acceptere tilstanden. Men hvis man ikke kan det, fordi smerten går dybere ned end det bevidste lag, så er det næsten som at bede en fisk om at kravle op i et træ. Det er fysisk umuligt.

Top-Down arbejder relativt logisk ud fra de kognitive frontallapper - og det kan i mange tilfælde være godt, men problemet er, at hvis “problemet” er traumeforbundet, så vil nervesystemet deaktivere den del af hjernen, hvor logikken bor (forenklet sagt) og i stedet aktivere de nederste områder af hjernen.

Hvorfor?

Lad os lige kort kigge på traumets anatomi for at forstå det.

Traumer er følelsesmæssige udfordringer, der har belastet (eller belaster) vores system så meget, at vi ikke kan integrere dem i os på en hensigtsmæssig måde. De udfordringer - eller oplevelser - ‘placerer sig’ i nervesystemets hukommelse, som bl.a. sidder i hjernestammen og den nedre del af hjernen. 

Nervesystemet er forbundet med hjernestammeområderne. De områder, der bl.a. er ansvarlige for vores reflekser, minder og automatiske overlevelsesreaktioner.

En af nervesystemets opgaver er, at passe på os. Blandt andet ved at undgå, at vi havner i situationer, som er farlige - f.eks. situationer, vi tidligere har oplevet som truende, smertefulde eller som skabte frygt, panik, stress eller ubehag. Derfor husker nervesystemet disse ting.

Hvis nervesystemet reagerer på noget, det opfatter som en fare, overstyrer det den “logiske tænkning” i frontallapperne og neocortex og går i stedet “ned” i hjernestammeområderne, hvor også kamp-flugt-frys responsen sidder.

Traumerne kan trigges af lyde, dufte, oplevelser eller ved genfortælling i f.eks. en terapisession. Og hvis det sker, så reagerer nervesystemet - som opfatter, at en faresituation er på vej - og man ryger altså væk fra frontallapperne og ned i amygdala/hjernestammen - og derfor kan de mentale og kognitive redskaber i sådan en situation vise sig at være formålsløse.

Udover det, er der - især ved kraftig traumepåvirkning - den ‘lille krølle’, at vores talecenter, det såkaldte Brocas center, i hjernen kan ‘lukkes ned’ af nervesystemet. Det betyder, at vi kommer til at mangle ord for oplevelsen. Vi forsøger dog alligevel at skabe mening i de “formulerings-brudstykker”, vi har lagret, hvorfor vi fylder hullerne med det, vi tror, vi har oplevet. Derved opstår der en form for divergens - forskel - mellem det, der er lagret som traume i kroppen og det, vi med logikken forsøger at beskrive - og tale os ud af - med talen. Hvilket kan skabe en falsk historie i f.eks. en terapeutisk sammenhæng.

Jeg vil godt understrege, at kognitiv terapi og samtaleterapi naturligvis mange gange kan have en positiv værdi og effekt (især med en dygtig terapeut) og kan give gode resultater - ikke mindst fordi det f.eks. også betyder meget, når vi føler os hørt, set og forstået af samtalepartneren - altså når vi ‘føler os følt’.

Vi kan altså træne hjernen med kognitive redskaber - gennem tænkningen - men der skal ofte en mere langsigtet og tålmodig gentagende træning til med f.eks. træning, praksis og/eller flere samtaler.

Bottom-Up tilgangen går en anden vej, som navnet siger. Nedefra og op.

Her arbejder vi med den information og mærkning, der kommer fra kroppen og kroppens sansninger.

Kroppens reaktioner - f.eks. følelser - opstår ofte, når vi føler os utrygge eller hvor nervesystemet reagerer, f.eks. på en opfattelse af en fare. Som før nævnt, så er vi - når det sker - ikke i stand til umiddelbart at kontrollere tankerne (eller følelserne for den sags skyld). Vi overvældes.

Den eneste måde, vi kan skabe balance i den tilstand, er ved at genetablere trygheden i kroppen og i nervesystemet.

Den kropsorienterede tilgang er bygget på, at vi accepterer, at følelserne og kropsfornemmelserne rent faktisk eksisterer og arbejder på at genetablere trygheden.

Der er altså intet forkert i f.eks. at føle smerten, sorgen, ked-af-det-heden eller ubehaget. Det er der. Og det er der ikke noget forkert i  - og dermed eksisterer idéen om, at du ikke er god nok, ikke. Vi prøver f.eks. heller ikke at ændre dine tanker - som dermed heller ikke er forkerte.

Når jeg arbejder med mine elever eller klienter vil jeg som regel spørge, hvor følelsen sidder, hvordan den mærkes, ser ud, lyder osv.

Det vigtige er, at vi - når vi mærker følelsen, smerten, ubehaget (traumet) - begynder at udforske mærkningen af oplevelsen. Oplevelsen i sig selv er ikke så interessant - altså det, der skabte traumet - det kan vi ikke ændre. Men det er aftrykket af oplevelsen, vi arbejder med. Det, oplevelsen har gjort ved dig.

Vi anerkender oplevelsen og arbejder med også at kunne placere den mentalt. Altså at forstå, acceptere - og møde den med kærlig venlighed - det er sket, vi kan ikke ændre det, det er OK… du er OK.

Og så arbejder vi med Vagus-stimulerende øvelser - altså stimulering af nervesystemet. Det kan være åndedrætsøvelser, blide krops/yoga-øvelser, fascie-blødgørende øvelser eller psykofysiologiske øvelser, hvor vi kombinerer mentale redskaber med kropslige øvelser.

Det er her den måske største forskel ligger.

Når vi arbejder Bottom-Up, så tager vi ‘hele hjernen’ med i arbejdet. Både den ‘kropslige’ del og den ‘logiske’ del. Både venstre del af hjernen - og højre del af hjernen.

Det interessante er, at vi - når vi arbejder med kropslige øvelser og stimulering af nervesystemet - altså også 'åbner for' neocortex, frontallapperne og de præfrontale lapper.

Vi åbner altså for en tilstand, hvor vi ikke enten er i den ene del af hjernen (den logiske/mentale) eller den anden del (den kropslige), men hvor vi skaber en åben helhed.

Vi opnår en fleksibilitet, hvor vi kan flytte os i de forskellige lag - uden at blive fanget. Og derved får vi både 'placeret' låsningerne (problemerne.... traumerne) et godt sted i vores logiske hukommelse og i vores kropslige hukommelse.

Det betyder, at vi meget lettere kan håndtere det, hvis (når!) oplevelsen (traumet) trigges igen.

F.eks. hvis vores traume hænger sammen med, at vi engang er blevet bidt af en hund, så vil vi ikke gå direkte i panik, når vi i dag hører en hund gø. Vi vil stadig mærke en kropslig reaktion, men vi vil både vide i hovedet, hvorfor det sker og hvor den kommer fra - og vi vil have en grundlæggende tryghed i vores nervesystem, som gør, at nervesystemet ikke "overstyrer" fornuften og går i panik. Vi er også så fleksible, at nervesystemet stadig kan reagere, hvis hunden kommer løbende vredt imod os. Nervesystemet er ikke bedøvet, men smidigt klar til at reagere.

Eller... hvis vores traume er forbundet med en vred far, der altid råbte og skældte ud, så vil vi - når vi har fået 'placeret' traumet i både krop og sind - ikke blive bange, hver gang en hæver stemmen i vores nærhed. Nervesystemet vil naturligvis (og heldigvis) være på vagt, men det vil ikke panikke (uden grund).

I min optik er denne tilgang banebrydende og ofte mere effektiv end isolerede mentale værktøjer.

I stedet for 'mental programmering', som ofte kun er lindring eller symptombehandling, så skaber vi med denne helhedsbaserede og holistiske tilgang en løsning, der gør, at vi kan være os selv 100% med alt det, der er og alt det, vi jo rent faktisk har oplevet og som er en del af os.

Og den positive bonus oveni en ofte hurtigere forløsning er, at der ikke er noget, der er forkert.

Der er ikke noget, der skal "fixes".

Og dermed er du ikke forkert.

Kærligst,
Flora Tara Melchiorsen underskrift



Flora siddende i cirkel af solsikker - www-livsbevidsthed.dk

Flora Tara Melchiorsen

Flora Tara Melchiorsen er krop og psyke-ekspert, mindfulness- og meditationsmester med et omfattende uddannelsesforløb bag sig indenfor både mindfulness, meditation, yoga, kropsbevidsthed, traumeterapi og fysiologi. Flora har siden starten af 2000 været i intensiv personlig masterclass og supervision hos mester Sri Vasudeva. Flora er forfatter til bøgerne Hjertevejen (Akademiet/2021), Pædagogisk Mindfulness (Dafolo/2012), Vejen til dit barns (og din) trivsel (Akademiet/2019), 10 Uger til Kærlighed (Akademiet/2019) og står bl.a. bag At Leve Mindfuldt på Facebook. Flora Tara Melchiorsen har udviklet flere mindfulness forløb og uddannelser, bl.a. Master of Heart & Mind©, Life & Mindfulness Practitioner®, LMPonline, Life & Mindfulness Educator®, Heart & Dharma© samt HMSR® mindfulness forløbet.

 

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar