Traumer bor også i mellemrummet

af Flora Tara Melchiorsen

I denne tid taler vi meget om traumer. Især er der fokus på, hvor meget traumer er forbundet ind i de liv, vi lever og den måde vi også håndterer det, der sker i vores liv. Jo mere vi bærer i vores 'bagage', jo sværere kan det være at navigere i livets med- og modgang, uden at gå i stykker af det.

I traumeterapien tales der ofte om nervesystemet og nervesystemets opbygning og resiliens - modstandskraft - i forhold til traumer.

Hvordan de oplevede begivenheder og tilstande gennem opvæksten kan have påvirket vores krop og nervesystems evne til at genskabe tryghed og tillid i os selv. Ofte henvises til Stephen Porges' store arbejde omkring socialiseringssystemet i nervesystemet og hjertet koblet til Vagusnerven og nervesystemets fleksibilitet og 'trappe-opbygning' som afgørende for, hvordan vi senere i livet kan bevæge os med vores nervesystem. Og ikke blive fanget eller låst i yderpunkterne af nervesystemets naturlige fleksibilitetsområder - det, vi også kalder tolerance vindue. Nervesystemets fleksbilitet - eller smidighed - er ofte påvirket af traumer, således at selv mindre indtryk og oplevelser har stor effekt og låser os i kamp/flugt eller frys/lig-død tilstand.

Det kan være et langt og hårdt arbejde at arbejde sig tilbage til tryghed og tillid i nervesystemet og kroppen igen - alt efter hvilke påvirkninger, der har skabt tilstanden. Ofte kræver det en kompetent kropsterapeut, da låsningen befinder sig i kroppen - og det dermed også er gennem kroppen, den skal forløses.

Det er ofte en svær 'rejse' for mange af os. Fordi vi tit ikke oplever, at vi har traumer i bagagen. Vi har vænnet os til ubehaget i kroppen og måske endda lavet en kognitiv by-pass og trukket hele følelseslivet og de kropslige sansninger op til kun at være mentale registreringer og ikke aktuelle følelser og sansninger nede i kroppen. Vi tror, at alt handler om hovedet og tanker - og har simpelthen lukket ned for kontakten til de kropslige sansninger og fortællinger.

Det er noget af det, jeg ser igen og igen hos nye elever og deltagere hos mig. Og det er netop derfor, jeg arbejder så meget med den blide kropskontakt og en grundlæggende og kærlig genopdagelse af at vi har en krop og at den har enorm betydning for vores velbefindende. 

Traumer før fødslen
Et andet sted, vi også kan undersøge eller se på for at forstå vores traumer, er at gå tilbage til vores fødsel og vores mors graviditet.

Det allernyeste, som især psykologen Henrik Dybvad Larsen har været foregangsmand for at få sat på dagsordenen, er bevidstheden om, hvad vores fødsel og især de sidste to trimestre har af betydning for vores udvikling - mentalt såvel som følelsesmæssigt. Hvordan en dårlig graviditetsoplevelse eller fødsel kan forplante sig til barnet som traumer, der former barnets evne til at håndtere livet senere hen.

Måske er grunden til, at vi ikke taler så meget om den del, at den ofte leder til dårlig samvittighed - især hos mødrene. Det er også noget, jeg ofte oplever hos mine elever og deltagere, når jeg bringer det på banen i min undervisning.

Hurtigt rammes rummet af en dyb skyld- og skamfølelse.

For det første gavner skyld- og skamfølelsen ingen og dernæst har vi jo sjældent så meget styr over - eller kontrol med - vores liv, at vi kan planlægge alt ned i detaljen. Og da slet ikke vores børns fødsel og vores livsvilkår og omstændigheder under graviditeten.

Og slet ikke i disse år, hvor al naturlig hjælp og omsorg er skåret helt ind til benet og et personale, der ofte er presset i bund ressourcemæssigt.

Samtidig kan der altid ske uforudsete ting under selve fødslen.

Så der er altså mange ting, vi ikke er herrer over - og som vi derfor heller ikke hverken kan eller skal påtage os skyld for - men det, som det handler om, er, at vi bruger denne viden til at forbedre vilkårene og handle fremadrettet, f.eks. med støtte og hjælp til vores børn herfra, hvor vi og de er. Der er heldigvis aldrig noget, der er for sent.

De kollektive traumer
Et andet sted, vi ofte overser, når vi taler om traumer, er de kollektive påvirkninger, vi alle er udsat for, og som også sætter sig i cellernes hukommelse og former vores måde at være i verden på.

De kollektive traumer er de traumer, der er skabt gennem samfundets påvirkninger - både begrænsninger og fælles oplevelser.

I de sidste par år er Corona et godt eksempel på en meget traumatisk og ubehagelig oplevelse for hele samfundet; ja, faktisk for hele jordkloden, som har efterladt mange i en tilstand af kamp/flugt og frygt.

Det føles, som om vi bare skal overleve og klare os i en alles kamp mod alle. Desværre bærer en del af vores politiske ledere fortsat brænde til det 'bål' ved konstant at tale om krise og recession.

Og ved siden af - eller ovenpå - det kollektive Corona-traume er klimakrisen, som også skræmmer mange af os. Ikke mindst unge mennesker, som allerede i stor udstrækning også oplever pres og høje forventninger fra en tidlig alder. Et pres og nogle forventninger, som i øvrigt ikke er kærligheds- eller tillidsbaserede, men derimod ofte frygtbaserede.

Ved siden af dette bærer de også på en frygt, der er arvet fra deres forældre og bedsteforældre og måske endda oldeforældre.

For traumer rejser gennem generationerne og folder sig ud i alle mellemrum mellem os mennesker. Helt 'lavpraktisk' er vi stadig tæt nok på f.eks. angsten og rædslerne i  2. verdenskrig til, at der herfra også kan være store smerter og traumer, der er 'nedarvet' vores indre.

For nogle år tilbage blev der lavet en undersøgelse af mus, hvor man udsatte musene for duften af kirsebærblomster samtidig med, at man udsatte dem for elektriske stød. Musene reagerede efterfølgende med frygt, når blot de fornemmede duften af kirsebærblomster. En Pavlovs refleksreaktion. Det interessante var dog, at musenes unger i flere generationer efterfølgende - helt frem til 5. generation efter de oprindelige mus blev udsat for kirsebærblomsten og elektriske stød - 'huskede' efterkommerne stadig frygten og de blev faktisk mere bange end de oprindelige mus.

Det viser noget om, hvordan tilstande i samfundet, familier og økosystemerne omkring os påvirkes i lang tid efter og bærer erindringer om traumer i cellernes hukommelse.

Et fælles ansvar
Det betyder også, at vi ikke blot kan se traumer som den enkeltes ansvar og udfordring. Det er et fælles ansvar.

Et fælles ansvar for genskabe tryghed og tillid i den måde, vi lever vores liv på. Og - ikke mindst - de valg, vi træffer i fællesskab og den tone og 'energi', vi lægger i vores tilgang til hinanden og fællesskabet. Det stiller især også store krav til f.eks. det politiske lederskab, som vi har valgt til at lægge retningen og den åndelige såvel som sindsmæssige karakter og væsen.

Det, der er så interessant i det, vi måske kan kalde "fælles traumeforløsning", er, at flere af de førende traumebehandlere og -forskere, bl.a. en af de førende Peter Levine, beskriver, at det, at forløse den enkelte gruppedeltagers traume, har en afsmittende effekt på hele gruppen. Når jeg forløser mit traume - så forløser jeg det ikke kun for mig, men også for de, der lige nu er omkring mig og forbundet til mig - og altså også for de efterfølgende generationer.

Vi mennesker er langt mere forbundet til hinanden, end vi ofte husker og også efterlever. Det, du føler, tænker og gør smitter ikke kun af på dig og din familie, men også på det lokalsamfund og miljø, du er en del af. Det påvirker alle de mennesker, du og de er i berøring med.

Det betyder også, at når vi heler os selv - og skabe fred i os - så sætter vi en kædereaktion af heling og forløsning i gang. Når du påtager dig ansvaret for at arbejde med dig selv, så arbejder du ikke kun for dig, men for os alle... for mig... for helheden.

Hver eneste forløsning skaber forløsningens ringe i vandet i alt omkring os.

Hver eneste handling i kærlighed og med positiv hensigt og bidrag sender kærlighed og positive ringe i vandet i alt omkring os.

Og derfor er dine intentioner. Og dine handlinger. Og din valg. Så vigtige.

Når du med bevidsthed vælger compassion og selvkærlighedspraksis, gør du det ikke kun for dig. Du gør det også for mig. Og alle omkring os.

Gå med kærlighed!

Kærligst,

Flora Tara Melchiorsen

Flora Tara Melchiorsen er krop og psyke-ekspert, mindfulness- og meditationsmester med et omfattende uddannelsesforløb bag sig indenfor både mindfulness, meditation, yoga, kropsbevidsthed, traumeterapi og fysiologi. Flora har siden starten af 2000 været i intensiv personlig masterclass og supervision hos mester Sri Vasudeva. Flora er forfatter til bøgerne Hjertevejen (Akademiet/2021), Pædagogisk Mindfulness (Dafolo/2012), Vejen til dit barns (og din) trivsel (Akademiet/2019), 10 Uger til Kærlighed (Akademiet/2019) og står bl.a. bag At Leve Mindfuldt på Facebook. Flora Tara Melchiorsen har udviklet flere mindfulness forløb og uddannelser, bl.a. Master of Heart & Mind©, Life & Mindfulness Practitioner®, LMPonline, Life & Mindfulness Educator®, Heart & Dharma© samt HMSR® mindfulness forløbet.