Om forladelse

af Flora Melchiorsen

 

I dagens At Leve Mindfuldt skrev jeg en tekst om tilgivelse.

Hvis du ikke har læst den, får du den lige her:

Vejen til fred

Tænk, hvis alle mennesker i hele verden på een gang kunne tilgive alle andre for deres tidligere handlinger.

Tænk, hvis alle mennesker i hele verden på een gang kunne tilgive sig selv for sine tidligere handlinger.

Hvis dette skete, ville al krig, konflikter, ufred og fjendskab ophøre øjeblikkeligt. Tavlen ville være vasket ren og en helt ny sammenhæng ville kunne opstå.

Kan du se det for dig? Kan du mærke, hvordan det ville føles?

Inden du slipper dette lille eksperimentet og begynder at finde argumenter for, hvorfor det ikke ville kunne lade sig gøre, så lad os sige dette: Tilgivelse kan ikke forstås intellektuelt. Tilgivelse sker ikke i hovedet. Tilgivelse sker i hjertet.

Tilgivelse handler heller ikke om “den anden”. Tilgivelse er ikke at bede den anden tilgive os. Det er heller ikke at godkende en andens handlemåde. Tilgivelse handler ikke en gang om en vurdering af en handling.

Tilgivelse handler om at slippe vores egen kamp. Tilgivelse handler om at slippe vores egen tilknytning til negative oplevelser eller forventninger. Tilgivelse handler om at sætte os selv fri.

Det interessante er, at når vi sætter os selv fri gennem tilgivelsen, så oplever vi også at kunne se mennesket bag handlingen. Både mennesket i os selv. Og mennesket i den anden. Og når vi gør det. Så flytter vi os fra offerrollen og fra selvmedlidenheden.

Et gammelt ord for tilgivelse er forladelse. At vi forlader handlingen. Vi går videre.

Start i dag. Start med dig selv. Gå videre. Forlad dine og andres handlinger. Gå videre.

Og skab fred.

 

Teksten fik hurtigt mange gode kommentarer og bidrag. Både fra mennesker, som påpeger, at der kan være handlinger, som er svære – måske endda umulige at tilgive. Og en sognepræst har også givet sit bidrag med en kommentar til teksten.

Vi fik lyst til at folde vores ord lidt mere ud. Tilgiv os på forhånd. Der vil sikkert være ord, som støder dig eller forvirrer dig. Der vil være ord, som er ukendte for dig og som måske endda skaber uro hos dig. Om forladelse.

Men lad os starte med et spørgsmål.

Kan vi som mennesker – og som verden ser ud i dag – undgå ubehagelige handlinger fra andre? Både fra fremmende mennesker, men også fra mennesker, der står en nær, f.eks. familie og venner?

Nej, det kan vi ikke.

Men der er vel forskel på ubehagelige handlinger, kan man så tilføje?

Jo, det interessante… eller måske udfordrende ved tilgivelse er, at vi har en tendens til at graduere tingene. Der er noget, der kan tilgives. Så er der noget, der er svært at tilgive. Og så er der noget, der måske er helt umuligt at tilgive. Gradueringen defineres af os selv. Og defineres af os selv i forhold til det andet menneske, som har udført gerningen. Det pudsige er, at noget, som fremmede gør, ikke har så stor betydning eller vægt, som hvis det udføres af en af vores nærmeste. Og det er jo egentligt lidt paradoksalt. Altså f.eks. helt lavpraktisk… hvis en gæst glemmer at slå toiletbrættet ned, så kan vi nemmere tilgive det, end hvis vores ægtefælle glemmer det. Med det pudsige er, at handlingen jo er den samme.

Det fortæller os jo så også, at vi faktisk godt kan skelne. Og at vi faktisk godt – f.eks. i tilfældet med toiletbrættet, kan vælge tilgivelsen og se mennesket bagved handlingen.

Den danske forfatter og filosof Martinus sagde en gang, at vi ikke bedømmer – eller fordømmer – en abe for at opføre sig som en abe. Ja, det kan måske opfattes af nogle som en grov sammenligning, men prøv at gå med i billedet. For kan vi ikke godt tilgive en abe for at opføre sig som en abe? Kan vi ikke godt tilgive en løve for at nedlægge en antilope og æde den? Jo, naturligvis. Fordi vi har sat os ind i, hvad en abe er og hvad en løve er. Vi har forstået abens og løvens natur og baggrund. Og kan derfor godt forstå og tilgive deres handlinger.

Hvad kan vi bruge dette til?

Jo, at enhver handling må ses i en sammenhæng. Og forstås i denne sammenhæng.

Til dagens tekst på At Leve Mindfuldt i dag, var der også et indlæg om grove overgreb på f.eks. kvinder, som vi da ikke bør tilgive. Men tilgivelsen – som vi også skrev i teksten – handler ikke om at godkende eller ikke godkende selve handlingen. Det handler om at sætte os selv fri, så vi dermed kan komme til at se mennesket bagved handlingen.

Lad os lige skære det ud i pap – for en sikkerheds skyld: Naturligvis bifalder vi ikke overgreb, krig, vold o.s.v. Sådan. Så skulle det være slået fast. Men det er også vigtigt for os at sige, at alle disse ting opstår i en given sammenhæng. Og at vi måske skal gøre os lidt mere umage med at forstå sammenhængen i stedet for at lade os falde over den enkelte handling.

Måske historien om den unge danske statsborger Ahmed Walid Rashidi kan give en lille antydning af det, vi taler om.

22 årige Ahmed Rashidi rejste til Syrien for at finde to søstre. Han blev fanget af Islamisk Stat og stod midt mellem dem og Assad styret. Hans oplevelser er ikke for svage sjæle. Du kan læse artiklen og interviewet med ham, som blev bragt i Politiken her.

Ahmed Rashidi medvirkede for nylig i DR’s 2014 – Året, der gik. På de få minutter, som interviewet i programmet varede, fortalte han kort og intenst om oplevelserne og Kåre Quist spurgte på et tidspunkt Ahmed Rashidi om, hvordan det kunne være attraktivt for søstrene at rejse derned. Og Ahmed Rashidi svarede med et dybere spørgsmål, at man i første omgang skulle stille spørgsmålet, hvorfor mændene havde behov for at gifte sig med europæiske piger.

Senere i interviewet spurgte Kåre Quist: “Hvem er de – disse ISIS folk” og Ahmed Rashidi svarede:

“Jamen, de er jo også bare mennesker”.

Hvis du læser historien om Ahmed Rashidi og de ting, han har været igennem, så er han et lysende eksempel på det, vi taler om her. Efter at have mistet det ene ben i Afghanistan, plejeophold i Tyskland, retur til Afghanistan, flugt igen til Iran og til asylcenter i Danmark. Mobning i den danske skole og ophobet frustration og vrede, som kulminerede med kriminalitet, vold og aggressivitet, indtil han bevidst lagde vreden på hylden, skiftede spor og stiftede velgørenhedsorganisationen Walking Future.

Måske er vores tolkning ikke helt rigtig. Måske kan den kritiske læser finde fejl ved den. Om forladelse. Men det, vi hæfter os ved, når vi lytter til interviewet med Ahmed Rashidi er hans evne og vilje til at søge mennesket bagved handlingen.

Fordi, der er altid en historie bagved. En forklaring på, hvorfor det er gået, som det er gået. Det betyder jo ikke, at vi – som vi også skriver – skal godkende enhver handling. Men den dybere mening med vores ord og refleksioner handler om tilgivelse af mennesket bagved. Forståelse. Når vi tilgiver skaber vi lys i mørket. Hos os selv. I stedet for en negativ spiral skaber vi en positiv spiral.

Lad os dele en anden historie med dig.

Den er om den amerikanske læge og forfattere George Ritchie, som i hans bog ”Tilbage fra i morgen” fortæller om et møde med en polsk overlevende fange fra de tyske koncentrationslejre. Fangen havde et langt og svært polsk navn, men de amerikanske soldater syntes han lignede en gammel westernhelt og kaldte ham derfor Wild Bill. Han sprang i øjnene fordi hans holdning var rank og hans energi utrættelig. Med klare og levende øjne talte han flydende engelsk, tysk, fransk, russisk og polsk og han blev en uofficiel lejrtolk.

“Vi kom til ham med alle slags problemer; alene papirarbejdet forsinkede os i forsøget på at placere folk hvis familie eller endog hele hjemsted kunne være forsvundet. Men trods det at Wild Bill arbejdede femten til seksten timer hver dag, viste han ingen tegn på træthed. Medens vi andre var ved at falde om af træthed, så det ud til at han fik flere kræfter. Vi har tid til denne gamle fyr, sagde han, han har ventet på os hele dagen. Medfølelsen med hans medfanger glødede på hans ansigt, og det var til denne varme, jeg kom, når jeg var i dårligt humør.

Da Wild Bills egne papirer en skønne dag lå foran os, blev jeg forbavset over at se at han havde været i Wuppertal fra 1939! I seks år havde han levet af den samme sultekost, sovet i de samme indeklemte og sygdomsbefængte barakker som alle de andre, men uden den mindste fysiske eller psykiske medtagethed.

Måske var det endnu mere forbløffende at alle grupper i lejren betragtede ham som deres ven. Han var den til hvem man bragte stridigheder mellem fangerne til voldgift. Kun efter at have været nogle få uger i Wuppertal gik det op for mig hvilken sjældenhed dette var i en forsamling, hvor fangerne af de forskellige nationaliteter hadede hinanden næsten lige så meget, som de hadede tyskerne.

Hvad tyskerne angik, var følelserne imod dem så stærke at tidligere frigivne, forhenværende fanger havde grebet geværet, var løbet ind i den nærmeste landsby og simpelthen havde skudt de første tyskere de så. En del af vore instrukser gjaldt at forebygge den slags, og atter var Wild Bill vor største trumf, idet han talte de forskellige grupper til fornuft og rådede til tilgivelse.

Det er ikke let for dem at tilgive, sagde jeg til ham en dag, da vi sad over vores tekrus i arbejdscentret. Mange af dem har mistet nogle af deres familiemedlemmer.

Wild Bill lænede sig tilbage i den stive stol og nippede til teen. Vi boede i den jødiske del af Warszhava, begyndte han langsomt. Det var de første ord jeg havde hørt ham sige om sig selv, min kone, vore to døtre og vore tre små drenge. Da tyskerne kom til vores gade, stillede de alle op ad en mur og åbnede ild med deres maskingeværer. Jeg bad om at få lov til at dø med min familie, men fordi jeg kunne tysk, anbragte de mig i en arbejdsgruppe.

Han gjorde en pause, så måske sin kone og sine fem børn for sig. Jeg måtte bestemme mig til, fortsatte han, om jeg skulle hade soldaterne, der havde gjort dette. Det var virkelig en let beslutning. Jeg var sagfører, og i min praksis havde jeg ofte set, hvad had kan gøre ved folks sind og legeme. Had havde lige dræbt de seks mennesker, som betød mest for mig i verden. Jeg bestemte mig så til at tilbringe resten af livet, hvad enten det ville vare få dage eller mange år, med at holde af hvert menneske jeg kom i kontakt med.

At elske hvert menneske, det var den magt, der havde opretholdt dette menneske gennem alle afsavn.”

(George Ritchie: Tilbage fra i morgen)

Vi kender også allesammen historien om Nelson Mandela, der forlod fængslet efter 27 års fangenskab med disse ord: »De holdt mig fanget så længe. Jeg blev misbrugt. Jeg så ikke mine børn vokse op. Jeg mistede de bedste år af mit liv. Jeg var vred. Og jeg var bange, for jeg havde været ufri i så mange år. Men da indså jeg, at hvis jeg gik ud gennem porten og stadig hadede dem, ville de stadig have mig i deres fangenskab. Jeg ønskede at være fri. Så jeg gav slip på hadet.«

Og hvad har mindfulness så med alt dette at gøre, spørger du måske nu.

Jo, mindfulness er – i første omgang – at være med det, der er. At acceptere det, der er. Tingene, som de er – helt uden filter, historisk bagage, personlige drømme og opfattelser eller noget som helst andet. End det, der er. Lige fra Ahmed Rashidi’s tilfangetagen. Henrettelserne af Wild Bill’s familie. Nelson Mandela’s 27 år i fængsel.

Altså simpelthen at se virkeligheden i øjnene.

Og derfra, at gå på opdagelse i, hvad denne virkelighed gør ved dig selv. Og at møde opdagelserne og dig selv med venlig kærlighed.

Kommer vi så til pr. automatik bare at kunne acceptere alt. Nej, slet ikke. Men vi kommer til at se tingene, som de er. Og kan så fra denne accept beslutte, hvad vores videre færd skal være. Om vi vil søge at ændre tingene, acceptere tingene, som de er eller forlade dem.

Tilbage til vores indledende spørgsmål. Kan mindfulness redde verden?

Nej, naturligvis ikke. Men vi mennesker kan redde verden. Og måske kan mindfulness være een af vejene til at vi kommer tættere på os selv. Til at vi slipper angsten og måske tør se både os selv og verden, som den virkelig er.

Og når vi når dertil. Så har vi muligheden, at tilgive. At forlade.

Og når vi her renser vores historie. Ser tingene som helt på ny. Uden historier. Uden filter. Måske kan vi her skabe noget helt, helt nyt.

I første omgang. Og i sidste ende starter det hos os selv. Hos dig. Hos mig. Hos os.

De sidste ord får den danske digter, forfatter, tænker, opfinder og meget mere Piet Hein. Han skrev et gruk en gang:

The noble art of losing face
may one day save the human race
and turn into eternal merit
what weaker minds would call disgrace.

Lad dette være de sidste ord.

Om forladelse!

 

_K8A9554-1.jpg
Flora Melchiorsen

Flora Melchiorsen er partner og hovedunderviser i Akademiet for Mindfulness, Personlig Udvikling og Livsbevidsthed. Flora Melchiorsen er mindfulness- og meditationsmester og har omfattende uddannelsesforløb bag sig indenfor både mindfulness, meditation, yoga, kropsbevidsthed og fysiologi. Flora har siden starten af 2000 været i intensiv personlig  masterclass og supervision hos mester Sri Vasudeva. Flora er forfatter til bogen Pædagogisk Mindfulness (Dafolo, 2012) og står bl.a. bag At Leve Mindfuldt på Facebook. Flora Melchiorsen har udviklet flere mindfulness forløb og uddannelser, bl.a. Life & Mindfulness Practitioner®, Life & Mindfulness Educator® samt HMSR® mindfulness. Flora har sit eget lukkede Mindfulness Mentor forløb, som kører over 12 måneder af gange med plads til 22 deltagere. 

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!