Når mindfulness bliver "tisse i bukserne".

af Flora Tara Melchiorsen

 

 

Tis i bukserne...


Og hvorfor siger jeg så det?

Når nu jeg selv arbejder med at give mindfulness videre.

Men måske. Netop. Derfor.

Mindfulness, meditation - og yoga for den sags skyld - er alle sammen hentet fra en en helt andet kulturel baggrund end den, vi har her i vesten.

De bunder i et andet menneske- og livssyn. Og de bunder i en kultur, hvor mennesket i sig selv ikke er så betydningsfuldt, men hvor fællesskabet og hvordan vi passer på dette fællesskab er langt mere fremherskende.

Hvor ord som kærlighed, nærvær, transcendens  og indsigt i sindet er helt almindelige ting, som alle stræber efter i mere eller mindre grad.

Der findes et hav af smukke skrifter fra østens mystik, som alle har til formål at skabe indsigt i, hvordan vi kan blive en bedre, som det menneske, vi nu en gang er i dette liv. Baghavad Gita er en af dem. En meget dyb og smuk bog, der prøver at guide mennesket til en dybere forståelse af livets sammenhæng.

Eller Tao de Ching, nedfældet af Lao Tzu for mere end 2500 år siden. Endnu en smuk bog, der viser vej til livets højere formål fri for profit, magt og præstation.

Så, hvordan er det mon, vi kan tro, at vi kan tage en dyb træning som mindfulness ud af dets sammenhæng og putte det ind i en kultur af netop profit, magt og præstation og så få det til at virke som et vidundermiddel?

Ja, for os, der underviser i det, er det rent faktisk nemt nok, fordi de fleste seriøse mindfulness undervisere lever et mindfuldt liv, hvor netop disse oprindelige værdier er i højsædet og præstation er erstattet med nærvær, rummelighed, bidrag og medfølelse i alt, hvad vi gør.

Men hvordan får vi så mindfulness til at virke?

Skal vi helt droppe at bruge det i en kultur, der er så langt fra dens oprindelse, som den måske overhovedet kan være?

Nej. Naturligvis ikke.

Ikke mindst når meget forskning viser, at både meditation og mindfulness virker fremmende på vores sundhed. Både fysisk og mentalt.

Og ikke mindst når vi netop i disse år har mere brug for det end nogensinde før. Den sidste sundhedsundersøgelse fra Sundhedsstyrelsen er deprimerende læsning og iflg. WHO vil depression, stress og angst være de førende trusler mod vores sundhed allerede i 2020.

Men vi er - efter min bedste overbevisning - nødt til at justere vores tilgang og vores måde at tilgå og anvende mindfulness og meditation.

Vi er nødt til at se på, hvordan vi skaber sundhed og balance i det hele menneske.

Her er mindfulness en lille del af det - og en betydningsfuld del - men en helt anden og lige så vigtig faktor er, at vi får kroppen med.

Meditation og mindfulness træning kan nemlig let blive mentale hængekøjer, vi lægger os i, uden at forløse kernen i det, der måske oprindeligt skabte vores ubalance. Vi justerer på denne måde blot vores umiddelbare tilgang til livet. Men vi justerer ikke selve ubalancen.

Efter intensivt at have studeret den seneste og nyeste forskning indenfor smertebehandling og traumeforskning de sidste mange år, er det min helt klare overbevisning, at vi skal have hele mennesket med i vores mindfulness-praksis.

Og hvordan gør vi så det?

Hvis vi ser på, at det, vi gerne vil opnå med vores mindfulness-praksis, er, at skabe optimalt nærvær i nuet på en ikke-dømmende kærlig/venlig måde og herfra at møde alt i os på denne måde i hvert eneste nu.

Så betyder det også, at vi skal kunne møde hver en del af hele os med samme optimale nærvær. Uden at dømme, men at observere og kærligt venligt at opdage, hvordan har jeg det. Lige nu. Præcis her.

Som vi f.eks gør i en bevidst kropsscanning i mindfulness.

Men hvis ikke vi er opmærksomme, bliver kropsscanningen ofte et øjebliks afslapning, hvor deltagerne opdager at kunne give fuldstændig slip i kroppen i dyb ro, men uden den nødvendige opdagelse af, hvordan jeg rent faktisk har det i kroppen lige nu.

Det er især tydeligt, hvis vi tager stress med i billedet. Stresstilstanden er i høj grad et udtryk for et menneske, der har glemt at lytte efter sin krop i alt for lang tid og derfor som ubehagelig konsekvens ofte slet ikke har nogen kontakt til kroppen længere.

Vi har mistet tilliden til, hvad kroppen fortæller os og måske er vi endda også blevet angst for kroppens naturlige signaler og ser dem som sygdomstegn, der øjeblikkeligt skal behandles. Med medicin eller fysiske indgreb. Mens det måske i bund og grund blot handlede om at trække vejret og komme ned i kroppen gennem blide strøg og blide bevægelser. Og at genskabe balancen i nervesystemet gennem disse blide beroligende bevægelser, med åndedrættet og med dybe flow-sansninger, som f.eks. berøring.

Eller det kan handle om, at vi helt har glemt at mærke efter, hvordan kroppen har det med det, vi spiser.

Om kroppen kan bruge vores kost, eller om kosten i stedet er med til at understøtte og i værste fald forværre ubalancen.

Vi ved, at det, vi indtager, bliver til kroppens celler. Vi ved, at det, vi indtager, skaber microbiomet i vores tarmsystem. Et fint system, som vi er dybt afhængige af, er i balance for at vi kan trives - både fysisk og mentalt. Dårlig kost skaber dårlig sundhed. Og dårlig mental tilstand.

Eller det kan også være, vi har glemt at trække vejret.

Prøv, mens du læser dette, at tage en dyb vejrtrækning og læg så mærke til om bagsiden af din brystkasse bevæger sig og om mellemgulvet (altså ikke maven) bevæger sig? Om der er bevægelse helt ud i siden af dine ribben?

Ofte vil svaret være nej.

Et dybt åndedrag vil ofte kun foregå i brystkassen hos langt de fleste.

Åndedrættet er vores livsenergi. Vores livsnerve.

Et dårligt åndedræt skaber dårlig trivsel i kroppen og ikke mindst i sindet.

Så.

I mine øjne er vi nødt til at kigge på helheden. Det hele menneske.

For at skabe balance igen og for at skabe optimalt nærvær.

Jeg får lyst til at skrive fra "kontinens" i dets oprindelige betydning - beherskelse. I stedet for det modsatte.

En beherskelse og et nærvær, som betyder, at vi balancerer hele os igen og at vi slipper vores oparbejdede traumer, som sidder i kroppen som spændinger og i sindets som mentale blokeringer. Og som forhindrer os i for alvor at komme dybere ind og genfinde den dybe og vedvarende ro.

Dr Daniel Siegel, som er psykiater og en af de førende forskere i både mindfulness og relationsarbejde med børn og unge, taler om, at vi er nødt til at oparbejde “mindsight”.

Mindsight er at opdage det energi og informationsflow, der konstant foregår mellem hjerne og krop og mellem krop og hjerne. Det interessante her, er, at der går langt mere informations- og energiflow fra kroppen til hjernen end omvendt. F.eks. har hjertet og tarmen deres egen intelligens, som konstant kommuniker med hjernen for hele tiden at fastholde eller genskabe balancen i os. Krop såvel som sind.

Men også energi- og informationsflowet mellem os mennesker har kæmpe betydning for hver enkelts velbefindende og vores sind- og kropslige sundhed.

Det vil sige, at det, vi opfatter som sindet, rækker langt udenfor os selv og vi er i en dyb afhængig symbiose i de fællesskaber, vi indgår i. Her er vores egne bidrag ind i disse fællesskaber også betydningsfulde for den nærværskvalitet, vi skaber.

Noget af det, forskningen i compassion-træning viser, er, at vi bliver gladere, når vi er venlige, taknemmelig og når vi udøver uselviske gerninger for andre.

Vi trives også bedst, når der er balance mellem os og andre.

Måske Ikke overraskende for nogen, men alligevel så svært i en hektisk hverdag, hvor fokus ofte er flyttet væk fra trivsel til, hvad får jeg selv ud af det og hvad kræves der af mig …. en "mig-mig-mig-kultur". Og ikke den "vi-kultur", som mindfulness oprindeligt kommer ud af.

Det er her mindfulness træningen kan udgøre en positiv forskel, når vi tager nyeste forskning om helhedssindet med ind og husker compassion tilgangen som det  fundament, vi bygger vores mindfulnessundervisning på.

Jeg ser f.eks. igen og igen på vores hold af Life & Mindfulness Practitioner elever, hvordan de på blot ni uger kan opleve at skabe dybe bånd til hinanden. Og opdage, hvor let det rent faktisk er, at dele noget betydningsfuldt med en fremmed og samtidig også at komme til at holde af en fremmed.

Samtidig ser jeg, hvordan de selv opdager i både krop og sind, hvad det vil sige at leve mindfuldt.

Gennem den kropslige tilgang, hvor vi aktivt anvender den sidste nye forskning i både smerter og traumer og tager kropslige øvelser ind til f.eks at vise, hvad det vil sige rent faktisk er f.eks. "At Acceptere" eller "At Give Slip".

Hvad det vil sige, at ændre sit mentale periskop til et helhedssyn.

Når vi har erkendt noget i tanken, så tror vi at vi ved.

Når vi har erkendt det i kroppen, så ved vi, at vi ved.

Og.

Når vi ved, at vi ved, så er ændringen allerede i gang.

Og så er der ingen vej tilbage.

 

 

 

_K8A9554-1.jpg
Flora Tara Melchiorsen

Flora Tara Melchiorsen er partner og hovedunderviser i Akademiet for Mindfulness, Personlig Udvikling og Livsbevidsthed. Flora Tara Melchiorsen er mindfulness- og meditationsmester og har omfattende uddannelsesforløb bag sig indenfor både mindfulness, meditation, yoga, kropsbevidsthed og fysiologi. Flora har siden starten af 2000 været i intensiv personlig  masterclass og supervision hos mester Sri Vasudeva. Flora er forfatter til bogen Pædagogisk Mindfulness (Dafolo, 2012) og står bl.a. bag At Leve Mindfuldt på Facebook. Flora Tara Melchiorsen har udviklet flere mindfulness forløb og uddannelser, bl.a. Life & Mindfulness Practitioner®, Life & Mindfulness Educator® samt HMSR® mindfulness. Flora har sit eget lukkede Mindfulness Mentor forløb, som kører over 12 måneder af gange med plads til 22 deltagere. 

 

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!