Dagen i dag former din hjerne

af Ida Holt Pedersen

 

iStock-643372468.jpg

 

Hvordan ændrer meditation din hjerne?
Det korte svar er neuroplasticitet.

Forestil dig din hjerne som en skov.

Den har sirlige skovstier, som du automatisk følger, når du navigerer rundt. Ved siden af stierne har træer, buske og bundplanter fået lov at gro til. Derfor går du langs stierne uden at tænke videre over det.

Så langt, så godt.

Skoven er et (ultra-simplificeret) billede på, hvordan din hjerne fungerer.

Den arbejder nemlig efter vanemæssige mønstre. Den er stærkest i de mekanismer, som den oftest benytter.

Den følger stierne, som den selv har skabt - og vedligeholder dem ved at gå der. Medmindre vi gør noget bevidst for at træde ud og gå en anden vej. Så vil dén sti blive nemmere og nemmere at gå på, og det vil være dén vej, du automatisk følger, mens den gamle sti langsomt gror til.

For bare få årtier siden troede mennesket, at hjernen er statisk. Når mennesket når en vis alder, er hjernen færdigudviklet, lød historien - og så er det (mere eller mindre) bare ærgerligt, hvis den fungerer uhensigtsmæssigt, og stort hurra, hvis den har tillært sig nogle gode vaner.

Den gamle forståelse var altså, at stierne gennem skoven trædes til i barndommen, og træer og buske skyder op rundt om, så det til sidst bliver umuligt at bevæge sig udenfor stierne. På den måde er vi som voksne låst fast i de begrænsende mønstre, vi har tillært os tidligt i livet.

I dag ved vi, at det ikke er tilfældet.

Hjernen er i evig forandring og udvikler sig, indtil den dag vi trækker vejret for sidste gang. Den formes og tilpasses efter det liv, vi lever.

Fænomenet kaldes neuroplasticitet, og helt konkret betyder det, at der kan skabes nye forbindelser mellem neuroner, og at gamle forbindelser kan styrkes, svækkes eller endda ophøre.

Selvom idéen om en fastprogrammeret hjerne blev modbevist af forskning (af bl.a. Michael Merzenich) for over tyve år siden, tror mange stadig på den.

Og faktisk er det netop denne forestilling, som gør det temmelig svært at gennemføre forandringer.

For hvis du ikke tror på, at du kan anlægge en ny sti ind gennem skovbunden, så træder du næppe ud og forsøger.

Hvor kommer mindfulness og meditation ind i billedet, tænker du måske?

Ser du, al mental aktivitet - både bevidste og ubevidste processer - udspringer af den underliggende neurale aktivitet.

Når du gentager en mental aktivitet, vil det omforme din neurale struktur, og når du bevidst har gentaget det tilpas mange gange, vil det automatiseres.

Med andre ord kan du med træning ændre din hjernes normale funktionstilstand.

Dine tanker former altså din hjerne på et målbart fysiologisk plan. Og din hjerne former dine tanker, som så former din hjerne, som former dine tanker, som former din hjerne.

Helt hverdagsagtigt og lavpraktisk: Hvis du hver aften skriver tre ting fra din dag ned, som du er taknemmelig over, vil du over tid have nemmere ved at få øje på de ting, som du har at være taknemmelig over.

Ikke kun om aftenen, når du aktivt leder efter dem, men de vil poppe frem på lystavlen i løbet af dagen - fordi du så at sige har aktiveret og trænet din taknemmelighedsmuskel.

Det, du træner, bliver du bedre til.

Men.… Det kræver bevidsthed.

Her kommer mindfulness og meditation ind i billedet.

Det kræver bevidsthed om, hvilke skovstier du har dannet indtil nu, som du vandrer langs, når du bevæger dig rundt i livet. En kortlægning af din skov.

Og det kræver bevidsthed fra øjeblik til øjeblik. I nuet.

Mindfulness giver dig handlefrihed i det lillebitte rum mellem stimuli og respons, hvor du får mulighed for at vælge noget andet end din automatiserede reaktion.

Med andre ord: Først når du er bevidst om, at du er i gang med at træde et skridt ned ad en gammel sti, har du muligheden for at træde til side og danne en ny.

Du er konstant i gang med at træne én eller anden form for forbindelse i hjernen, bevidst eller ubevidst.

Selv når du sover, arbejder hjernen hårdt.

Mens du læser dette, sender de 80-100 milliarder neuroner i din hjerne signaler til hinanden i et nærmest ubegribeligt komplekst netværk bestående af en halv billiard (!) forbindelser. Forbindelserne virker efter mekanismen "survival of the busiest". Det betyder, at når en forbindelse aktiveres, styrkes den. Og når den er stærkere, aktiveres den nemmere - som så gør den stærkere, som så betyder, at den aktiveres nemmere, som så gør den stærkere. Det er hjernemæssig "hønen og ægget".

Vores levede liv former vores hjernes neurale struktur (som så former vores liv). Hvis ikke vi selv bevidst benytter denne mekanisme til at træde ned ad de stier, vi ønsker at gå på i vores liv, vil udefrakommende faktorer udstikke den retning, hjernen udvikler sig i. Det kan være påvirkning fra medier, kulturelle normer, overbevisende mennesker, vedvarende effekter af tidligere smertefulde oplevelser eller arbejdspres.

Og når man tænker på, at mennesket er evolutionært skruet sammen til at have større fokus på farer end glæder, kan det være særligt hensigtsmæssigt at overstyre dette negativity bias i en verden, hvor vi ikke behøver frygte at støde ind i blodtørstige sabeltigere nede på gågaden.

Menneskets hjerne er god til at lære af dårlige oplevelser og dårligere til at lære af gode oplevelser. En smart funktion for urmennesket, fordi det gjorde det nemmere for generationerne at overleve mødet med giftige planter, farlige dyr og andre livstruende situationer.

Men funktionen er kun delvist smart for det moderne menneske, hvis liv består af fundamentalt anderledes udfordringer, glæder og trusler.

På den måde er det iboende frygtfokus i vores hjerner irrationelt i en nutidig kontekst. Alligevel er det en sti, som på forhånd er genetisk programmeret i os.

Også her er opdagelsen af neuroplasticitet vigtig.

For det betyder, at vi gennem træning af hjernen, mindfulness og meditation, kan blive bevidste om vores gang på stien fra øjeblik til øjeblik - og aktivt vurdere, om det virkelig er det rigtige sted for os at gå lige nu.

Igen: Det kræver bevidsthed. Og bevidsthed kræver træning.

Mindfulness er ikke et quick fix mod alverdens forfærdeligheder.

Men dét at få øje på, at nettet af stier i skoven formes af dine egne skridt, åbner en verden af muligheder for at gå nye veje - også selvom nogle retninger kræver, at man i starten møver sig igennem buskadset.

Allerede næste gang er stien mere fremkommelig.

Der skal mod til for at træde væk og udforske off-road terrænet.

Men hvem ved, hvad du finder dybt inde i skoven?

 

 

Skærmbillede 2018-04-28 kl. 07.30.59.png
Ida Holt Pedersen

Ida Holt Pedersen er journalist og har gennem de sidste år arbejdet med mindfulness. Hun har gennemført Life & Mindfulness Practitioner, Life & Mindfulness Advanced Practitioner samt Life & Mindfulness Educator uddannelsen. Ida har en undersøgende tilgang til livet og en fantastisk evne til at se de både små og store muligheder i livet. Hun har gået Caminoen flere gange og studerer til daglig krop/psyke sammenhænge og østens (og vestens) filosofi. Ida skriver med jævne mellemrum artikler og blogs til livsbevidsthed.dk.

2 kommentarer

En utrolig dejlig, oplysende og livsbekræftende artikel! TAK <3 <3 <3 

Af Dorrit Andersen den Sat, May 05, 18 at 04:45 · Svar