Hvor blev ansvaret af?

af Flora Tara Melchiorsen

Der er et spørgsmål, der går igen, hver gang psykiatrien diskuteres:

Hvem har ansvaret?
Hvem har fejlet?

Når så mange børn, unge og voksne mistrives, må der jo være nogen, der har skylden. Men jeg får mere og mere lyst til at skubbe samtalen et andet sted hen. Væk fra skyld. Væk fra skyttegrave.

Men også over i noget, der er både mere ubehageligt, men - i min optik - også mere håbefuldt:

Ansvar.

For ja - systemet har et ansvar. Når ventetider bliver urimelige, når mennesker reduceres til “sager”, enheder og diagnoser, og når helhedssynet forsvinder, sker der noget i os: Vi mister følelsen af at blive set. Det er ikke småting. Og det er heller ikke bare anekdoter. Rigsrevisionen har f.eks. kritiseret, at flertallet af børn og unge i psykiatrien ikke udredes inden for de lovpligtige 30 dage.

Samtidig viser Sundhedsstyrelsen’s opgørelser (2025), at andelen af voksne, der scorer lavt på den mentale helbredsskala, er steget fra 13,2% i 2017 til 18,3% i 2023. Det er ikke en lille bevægelse; det er et signal med en vognstang.

Men midt i den nødvendige kritik af systemet savner jeg en sætning, vi sjældent tør sige højt:

Systemet kan ikke være barndommens erstatning for nærvær.

Jeg husker selv, da jeg gik ned med stress for omkring 20 år siden. Jeg blev mødt af en sagsbehandler, der var varm, rolig og menneskelig. Hun gav mig tid og fred i en periode, hvor mit nervesystem havde brug for at lande – og netop det gjorde, at jeg kunne komme ovenpå igen og bruge de værktøjer, jeg selv satte i værk.

I dag hører jeg alt for ofte det modsatte: At mennesker føler sig skubbet videre, standardiseret, målt og vejet – og efterladt med en følelse af forladthed.

Og her kommer det næste lag.

For børn vokser ikke op i psykiatriske afdelinger.

De vokser op i hjem.
I daginstitutioner.
I familier, hvor tempoet kan være højt, og hvor nærvær skal prioriteres aktivt.

Så det spørgsmål, jeg savner - og som vi ofte undgår - er:

Hvad er vores ansvar som voksne og forældre i den kultur, vi selv er med til at skabe?

Jeg ved godt, det kan lyde som en løftet pegefinger. Det er ikke min intention.

Min intention er at insistere på, at ansvar ikke er det samme som skyld.

For der er noget i vores hverdag, der er blevet normaliseret så hurtigt, at vi næsten ikke har nået at opdage, hvad vi har givet fra os:

Rammen.

Skærmkulturen er et tydeligt eksempel. En ny dansk undersøgelse fra VIVE viser, at børn tidligt får omfattende adgang til skærme – og at gennemsnitsalderen for første tablet ligger omkring 5 år, mens første smartphone i gennemsnit kommer omkring 8-årsalderen. (VIVE, 2026).

Mit spørgsmål er ikke: “Er skærme onde?”

Mit spørgsmål er: "Hvem holder rammen?"

For hvem giver børnene den første tablet?
Hvem giver dem den første smartphone?

Og hvad mister vi - helt konkret - hvis skærmen bliver den hurtigste løsning, når vi voksne er trætte, pressede eller på vej videre?

Og så er der sociale medier. Børns Vilkår dokumenterer, at knap halvdelen af børn er på sociale medier og videodelingsplatforme, før de er fyldt 10 år – altså før mange af platformenes officielle aldersgrænser. (Børns Vilkår, 2024).

Det er ikke skrevet for at skabe panik. Men det er skrevet for at minde os om noget enkelt:

Hvis vi ikke holder rammen, gør nogen andre det.
Hvis vi ikke sætter tempoet, sætter noget andet tempoet.

Og børn tilpasser sig. Børn er hamrende "dygtige" til det.

Men hvad koster det?

Her er det, forskningen i tidlig udvikling bliver både smuk og brutal. Små børn lærer regulering gennem relation. De lærer ikke “at være i ro” alene. De lærer det i kontakt.

Jeg vender ofte tilbage til Harvard Center on the Developing Child, fordi de formulerer det billede så klart. De bruger begrebet “serve and return” om samspil, hvor barnet “server” et signal (et blik, en lyd, en bevægelse), og den voksne “returnerer” med respons.

De skriver f.eks.: “Serve and return interactions … play a key role in shaping brain architecture.” (Harvard Center on the Developing Child; Paley m.fl., 2022).

Det er en sætning, der burde stå med store bogstaver i vores tid.

For hvis det er sandt - og ja, det flugter med meget forskning i co-regulation og følelsesregulering - så er det ikke ligegyldigt, hvad vi gør i de små øjeblikke.

Det er ikke ligegyldigt, om vi er der. Om vi kan rumme uro. Om vi kan blive stående.

Og her rammer vi noget, som mange forældre i dag mærker i kroppen - uden at have et sprog for det:

Vi prøver at gøre alting samtidig.

Børn.
Karriere.
Socialt liv.
Træning.
Selvrealisering.
Og en indre idé om, at vi også bør kunne gøre det hele “rigtigt”.

Men børn kræver tid.
Plads.
Og et nærvær, der ikke kun er fysisk - men følelsesmæssigt.

Og ja: Det koster.

Det koster ikke bare penge.
Det koster identitet.
Det koster tempo.
Det koster en del af den livsstil, Danmark (og Vesten generelt) har lært os at kalde “normal”.

Jeg møder i mit arbejde desværre mange unge, som ikke deler deres inderste med deres forældre. Ikke nødvendigvis fordi forældrene er kolde eller ligeglade - men fordi den unge ikke oplever, at der er plads. Når vi skraber lidt i overfladen, vælter det ud med følelser, der har været alene alt for længe.

Og hver gang den debat rejser sig, bliver mange forældre frustrerede og siger: “Vi gør vores bedste.”

Det tvivler jeg ikke på.

Men jeg spørger stadig – kærligt og insisterende:

Er vores bedste nok, hvis det bedste er formet af et hamsterhjul, der æder vores tilgængelighed?
Er vores bedste nok, hvis vi stadig prøver at leve som før - bare med børn oveni?

Her kommer jeg til et punkt, hvor jeg gerne vil være meget tydelig:

Det her er ikke et krav om perfektion.

Det er en invitation til at tage ansvar uden skyld.

Og måske kan vi begynde et meget konkret sted: Skærme.

WHO’s anbefalinger til de mindste børn er et tydeligt signal om, at stillesiddende skærmtid i de tidlige år bør begrænses – og at børn under 2 år slet ikke anbefales skærmtid, mens 2–4-årige anbefales højst omkring 1 time om dagen (mindre er bedre).

Det handler ikke om at gøre dig til en “dårlig forælder”, hvis dit barn har set iPad. Det handler om, at vi som voksne skal turde være de voksne:

Tør vi tage skærmen som et aktivt valg – i stedet for en refleks?
Tør vi lave telefonfri øer i hjemmet?
Tør vi sige nej til “mest muligt”-kulturen, når prisen betales i nærvær?

For psykiatrien kan og skal hjælpe, når problemerne er store.
Men psykiatrien kan ikke gøre det arbejde, der foregår i en tryg relation.

Så hvad hvis vi - som forældre og voksne - begynder at vælge anderledes?

Vælger noget fra.
Skruer tempoet ned.
Siger nej til noget af “mest muligt”-kulturen.

Og ja: Det koster.

Måske er der ikke lige til den dyre ferie.
Måske er det ikke altid de nyeste ting.

Men til gengæld kan der vokse noget andet frem:

Et hjem med mere ro.
Mere kontakt.
Mere plads til følelser.
Mere “vi”.

Hvor børn ikke skal råbe for at blive hørt.
Hvor de ikke skal klare sig selv i stilhed.
Hvor vi voksne tør være de voksne - og tage ansvaret hjem, ét valg ad gangen.

Jeg håber, vi snart tør tage den debat for alvor.

Ikke for at pege fingre.
Men for at hjælpe mennesker bedre – tidligere – og mere menneskeligt.

Kærligst,

Flora Tara Melchiorsen

Flora Tara Melchiorsen er krop og psyke-ekspert, mindfulness- og meditationsmester med et omfattende uddannelsesforløb bag sig indenfor både mindfulness, meditation, yoga, kropsbevidsthed, traumeterapi og fysiologi. Flora har siden starten af 2000 været i intensiv personlig masterclass og supervision hos mester Sri Vasudeva. Flora er forfatter til bøgerne Kropsklog (Livsbevidsthed.dk/2025), Hjertevejen (Akademiet/2021), Pædagogisk Mindfulness (Dafolo/2012), Vejen til dit barns (og din) trivsel (Akademiet/2019), 10 Uger til Kærlighed (Akademiet/2019), Hjertekammer Metoden© (2023), Stressfri Krop og Hjerte (2024) og står bl.a. bag At Leve Mindfuldt på Facebook med over 57.000 følgere. Flora Tara Melchiorsen har udviklet flere mindfulness forløb og uddannelser, bl.a. Master of Heart & Mind©, Life & Mindfulness Practitioner®, LMPonline, Life & Mindfulness Educator®, Heart & Dharma© samt HMSR® mindfulness forløbet.