...betragtet som finere end materie. Aristoteles fulgte trop ved at skelne mellem en rationel sjæl og en dyrisk krop. Denne todeling kulminerede i 1600-tallet med René Descartes’ berømte ord “cogito ergo sum” – “jeg tænker, altså er jeg”. Dermed slog Descartes fast, at det at tænke (sindet) var kernen i vores eksistens, mens kroppen blev set som et separat, underordnet maskineri. Med andre ord blev sindet anset for noget nær guddommeligt og evigt, mens kroppen var noget rent fysisk og sanseligt, som helst skulle kontrolleres eller overvindes.

Dette dualismesyn – at krop og sind er adskilte – kom til at præge vestlig videnskab, medicin og psykologi langt op i det 20. århundrede. Psykologien fokuserede traditionelt mest på tanker og følelser som noget, der foregik “i hovedet”. Inden for klinisk psykologi lænede man sig længe op ad en kognitiv forståelsesmodel (ofte illustreret ved den “kognitive diamant”), hvor menneskets problemer primært blev forklaret ud fra sammenhængen mellem tanker, følelser, adfærd og til en vis grad fysiologiske reaktioner – men stadig med en klar opfattelse af, at det mentale udsprang fra hjernen alene. Kroppen blev mest betragtet som et biprodukt, et transportmiddel for hjernen.

Allerede Sigmund Freud anede dog, at denne adskillelse var for simpel. Gennem psykoanalysen i begyndelsen af 1900-tallet viste Freud, at menneskets indre liv er langt mere komplekst. Han introducerede idéen om et ubevidst sjæleliv og pointerede, at vores psyke (og i sidste ende også vores krop) påvirkes dybt af vores tidlige opvækst og oplevelser. Freud var dermed en af de første, der pegede på, at fortidens traumer og relationer sætter sig spor i både sind og krop – selvom hans fokus mest var på det psykiske plan.

Nye veje i psykologien

Efter 2. verdenskrig og i 1950’erne for alvor, begyndte psykologien at vokse som felt – ofte drevet af behovet for at behandle soldater og civile med psykiske mén. Fokus lå dengang mest på det syge sind: Man analyserede psykiske lidelser ud fra, hvad individet “fejlede”. Psykologi og psykiatri var problemfokuserede og var især optaget af patologier. Denne tradition fortsatte flere årtier frem.

Et markant skifte kom dog i 1990’erne, da Martin Seligman introducerede positiv psykologi som et nyt forskningsområde. For første gang rykkede man fokus fra udelukkende at undersøge, hvad der gør mennesker syge, til også at spørge: Hvad gør os sunde, lykkelige og mentalt robuste? Seligman og kolleger påpegede, at trivsel, styrker og positive emotioner også bør undersøges videnskabeligt – ikke kun angst, depression og traumer. Dette skifte åbnede op for en bredere forståelse af mental sundhed: Fra kun at behandle sygdom til også at fremme det, der får os til at blomstre.

Omtrent samtidig – fra slut-80’erne og op gennem 90’erne – begyndte mindfulness at vinde indpas i Vesten. Den amerikanske læge Jon Kabat-Zinn udviklede et videnskabsbaseret mindfulness-program (MBSR) inspireret af østlig meditation, men præsenteret i et sprog og en form, som vestlige hospitaler og patienter kunne acceptere. Essensen i mindfulness er opmærksom nærvær i nuet fra det ikke-dømmende, kærlige-venlige sted, og Kabat-Zinns pionerarbejde betonede især, hvordan krop og sind hænger uløseligt sammen. Gennem simple kropslige øvelser som vejrtrækning, blid yoga og kropsscanning lærte man at få kroppens signaler med i den mentale proces. Mindfulness blev således et af de første bredt accepterede “brobyggere” mellem krop og psyke i moderne vestlig psykologi, idet kroppen og dens sprog (fornemmelser, spændinger, vejrtrækning) blev en integreret del af behandlingen af stress, smerte og angst.

Imens begyndte også hjerneforskere og udviklingspsykologer at levere indsigt, der bandt krop og sind sammen. Dr. Dan Siegel, psykiater og forsker, undersøgte f.eks. hvad der skaber sunde relationer mellem barn og forælder. Hans studier i 1990’erne af tilknytning og børns udvikling viste, hvor afgørende forælderens nærvær og emotionelle indstilling er for barnets hjerne. Da Siegel senere stiftede bekendtskab med mindfulness gennem Jon Kabat-Zinn, gik det op for ham, at relationel tilstedeværelse (f.eks. en indfølende forælder) og mindful opmærksomhed inde i én selv faktisk skaber de samme positive forandringer i hjernen.

Begge dele fører til øget integration i hjernen og udvikler de samme centrale funktioner i frontallapperne – såsom bedre følelsesregulering, empati, selvindsigt og fleksibilitet i reaktioner. Med andre ord kan man gennem henholdsvis sunde relationer og gennem meditation styrke nogle af de samme ni mentale evner i hjernen (bl.a. evnen til at berolige kroppen, styre opmærksomheden, skabe selvregulering, åbne for kreativitet, føle empati osv.), hvilket var en opsigtsvækkende opdagelse. Her blev grundlaget for fokus på de eksekutive funktioner lagt i det fremtidige arbejde af mental balance og robusthed/resiliens.

Siegel udviklede siden teorien om Mindsight og blev en af de første psykiatere til eksplicit at definere sindet - ikke blot som kemi i hjernen, men som et processuelt fænomen, der opstår i samspillet mellem hjerne, krop og relationer. Han beskriver sindet som et flow af energi og information mellem vores krop og hjerne – og imellem mennesker indbyrdes. Altså at sindet eksisterer i samskabelse med verden omkring os. Det, jeg lægger ind i mellemrummet mellem dig og mig og det, du lægger ind i mellemrummet, skaber tilsammen vores opfattelse og skabelse af virkeligheden. Dermed kan denne konstruktion let ændres, når blot en af os ændrer vores input og bidrag til virkeligheden. Med den beskrivelse bryder han radikalt med Descartes’ dualisme: Sindet er ikke kun “inde i hovedet” – det er også i kroppen og imellem os.

Gennem 1990’erne vandt den social konstruktivistiske tankegang også mere og mere frem. At altings virkelighed skabes i samspillet mellem os og verden og der dermed ikke er nogen defineret sandhed eller virkelighed, men at alting er i bevægelse - både indeni og udenfor os.

Heraf sprang bl.a. Michael White, som blev grundlæggeren af den narrative terapi. En udforskning af menneskets identificering af og med livshistorien og hvordan det, at invitere ind i at opdage nye alternative historier, kan hjælpe til positive forandringer; ud fra den tese, at personen er ikke problemet, men kun problemet er problemet.

Især i de seneste 10-15 år er denne helhedsforståelse af mennesket for alvor blevet mainstream. I dag ved vi, at krop, sind og nervesystem udgør en integreret enhed, og at vores tidlige opvækstvilkår har stor indflydelse på, hvordan denne enhed udvikler sig og folder sig ud senere i livet. Moderne udviklingspsykologi – f.eks. ved den danske psykolog Susan Hart – pointerer, at et barn skal have etableret et “følelsesmæssigt vindue” af tryg tilknytning og følelsesregulering allerede omkring 2-3-års alderen, for at hjernen (især frontallapperne) kan udvikle sig optimalt.

Hvis små børn ikke får denne fundamentale tryghed og følelsesmæssige spejling af omsorgspersoner, vil deres mulighed for at udvikle avancerede mentale kompetencer (empati, selvkontrol, indlæring m.m.) blive begrænset senere hen. Med andre ord: Tidlige relationer og kropslige erfaringer former helt konkret hjernens struktur og vores mentale sundhed fremover. Heldigvis viser forskningen os dog også, at hjernen er plastisk og altså kan forandres, ligesom alt i krop og sind er foranderligt og - til en vis grad - med den rette indsats kan genskabes også senere i livet. (Der er dog også undersøgelser, der antyder, at ved store alvorlige traumer eller længerevarende drypvisse traumer kan hjernen have fået varige skader).

Traumer sætter sig i kroppen

Når vi taler om indflydelsen fra opvæksten, er traumer og belastninger i barndommen et afgørende aspekt. I de seneste årtier er der kommet øget fokus på, hvordan både store og små traumer påvirker os – ikke kun psykisk, men også kropsligt og biologisk. Den amerikanske psykiater Bessel van der Kolk var blandt pionererne med sin bog “The Body Keeps the Score” (“Når kroppen holder regnskab”). Han påviste gennem forskning og klinisk arbejde, at traumatisk stress bogstavelig talt ændrer både hjerne og krop.

Overvældende oplevelser (især i barndommen) kan “sætte sig fast” i organismen, så kroppen husker faren, selv når faren er væk. Faktisk påvirker traumer hele det menneskelige system – tænkning, følen, relationer og selv de fysiske kropsfunktioner. Traume-ramte mennesker har ofte forhøjede stresshormoner og en krop i konstant alarmberedskab, hvilket øger sårbarheden for både psykiske lidelser og en lang række fysiske sygdomme.

Dette banebrydende indblik gjorde det klart, at vi ikke kan forstå (eller behandle) psykisk smerte uden at inddrage kroppen og nervesystemet. I forlængelse heraf beskrev van der Kolk også, hvor udbredt traumer egentlig er. Tidligere forbandt man mest traumer med krigsveteraner eller store katastrofer, men vi ved nu, at traumer findes overalt omkring os – ofte i hverdagslivet. Faktisk oplever mellem 60–80% af alle mennesker mindst én potentielt traumatisk begivenhed i løbet af livet. Van der Kolk understreger, at selv hvis vi ikke selv har PTSD eller lignende, så kender vi højst sandsynligt nogen, der har traumer i bagagen – f.eks. i form af omsorgssvigt, vold eller misbrug. Og selv mindre traumer kan præge et menneskes liv i overraskende høj grad.

En anden vigtig stemme er lægen Gabor Maté, som med bøgerne “Når kroppen siger nej” (orig. When the Body Says No) og “Myten om det normale” har sat fokus på sammenhængen mellem stress, undertrykte følelser og sygdom. Maté påpeger, at hvis vi som mennesker ikke evner at sige fra – hvis vi altid bider følelserne i os og tilsidesætter vores egne behov for at behage andre – ja, så skal kroppen nok sige fra for os. Kronisk indre stress som følge af undertrykte følelser kan føre til, at kroppen udvikler sygdomme eller “lukker ned” som en slags nød-bremsereaktion. “Hvis du ikke selv ved, hvordan du siger nej”, skriver Maté, “så skal din krop nok gøre det for dig i form af sygdom”.

Med andre ord: Ignorerer vi vedvarende kroppens signaler og vores følelsers grænser, risikerer vi, at vores helbred bryder sammen for at tvinge os til at stoppe op. Forskningen bakker ham op – der er fundet klare sammenhænge mellem bestemte personlighedsmønstre (f.eks. altid at være artig og aldrig vise vrede) og højere risiko for alvorlige sygdomme som visse typer af kræft og autoimmune lidelser.

Maté introducerer også begreberne “det store T” og “det lille t” om traumer. Hvor “store-T traumer” er de åbenlyse voldsomme begivenheder – f.eks. vold, seksuelle overgreb, alvorlig omsorgssvigt eller pludselige tab – så handler “lille-t traumer” om alle de mangler, der kan såre os over tid. Et barn kan nemlig blive såret ikke kun ved, hvad der skete, men også ved det, der ikke skete. Et koldt eller emotionelt fraværende opvækstmiljø, hvor barnet aldrig følte sig ubetinget elsket eller set, kan skabe dybe ar på sjælen.

Hundredvis af små øjeblikke, hvor barnet måtte undertrykke sine følelser for at passe ind, hvor det ikke fik trøst, når det var bange, eller ikke blev fejret, når det havde brug for det – alt det tæller som små traumer, der over år kan forme vores selvopfattelse og stressrespons.

Som Maté udtrykker det: Man kan godt såre et barn ved blot ikke at opfylde dets behov, selv hvis man aldrig direkte har udsat barnet for noget ondt. Så selv meget kærlige forældre kan uforvarende påføre deres børn små traumer ved f.eks. ikke at være følelsesmæssigt til stede i pressede perioder, ved at være for kritiske eller ved ikke at rumme barnets personlighed.

Som små er vi ubetinget afhængig af vores forældres omsorg og kærlighed. Når vi oplever at denne ikke er tilstede; at vi ikke bliver reguleret tilbage, når vi er i svære følelser, men bliver efterladt alene, så ændrer det noget i os. Vores autenticitet går tabt, idet barnet - sat på spidsen - enten kan vælge at dø eller gå under eller at tilpasse sig og forme sig efter omgivelserne.

Richard Schwartz grundlæggeren af IFS (Internt Familie System) taler om, at vi adskiller dele af selv og sætter dem i “eksil”. Dermed mister vi af os selv, som den grundform og den kerneessens, vi kom ind i verden med og det gør noget ved os.

Konsekvensen af disse tilpasninger i barndommen er enorm: Som små er vi biologisk set nødt til at søge tilknytning til vores forældre for at overleve. Vi har samtidig et medfødt behov for autenticitet – altså at kunne mærke og udtrykke vores sande følelser og selv. Men hvis vi oplever, at vores autentiske jeg (f.eks. vores vrede, sorg eller livsglæde) bliver afvist eller farligt for tilknytningen, så vil vi altid vælge tilknytningen over autenticiteten – for alternativet er i barnets logik “at dø” (dvs. at blive forladt og ikke kunne overleve). Som Gabor Maté formulerer det, så lærer næsten alle af os som børn at ofre vores autenticitet for at bevare forbindelsen til vores omsorgspersoner.

Vi holder op med at lytte til vores mavefornemmelser og ægte følelser, hvis de bringer os i konflikt med forældrenes kærlighed. Det er en klog overlevelsesstrategi i barndommen – men prisen betales i voksenlivet. For alle de sider af os selv, vi har skubbet væk eller fornægtet, forsvinder ikke.

De lever videre som indre spændinger, selvkritik, angst, depression eller måske fysisk sygdom. Maté bemærker, at denne uautenticitet medfører en høj pris for vores psykiske og fysiske helbred. Mange af de træk, vi som voksne tror “bare er vores personlighed”, kan vise sig at være gamle overlevelsesmønstre fra en dysfunktionel opvækst.

Det er vigtigt at understrege, at når vi taler om disse dynamikker, så handler det aldrig om at placere skyld eller skam. Ingen forældre er perfekte, og de allerfleste gør det bedste, de kan, ud fra de forudsætninger de har. At vi som børn har måttet tilpasse os uhensigtsmæssigt, er ikke ensbetydende med, at vores forældre var onde eller bevidst gjorde os ondt – ofte har de jo selv traumer med i bagagen.

Formålet med at afdække disse mekanismer er ikke at pege fingre, men at skabe indsigt og bevidsthed. For jo mere bevidste vi bliver om, hvad vi kommer fra, desto mere kan vi frigøre os fra det uhensigtsmæssige og forandre vores liv i dag. Når vi som voksne vælger at arbejde med og hele vores sår, giver vi også vores børn bedre plads til deres udvikling og heling.

Vi kan med andre ord bryde cyklussen, så traumer ikke ubevidst gives videre generation efter generation.

Hele denne bog handler derfor om at øge vores indsigt og bevidsthed – aldrig om at give skyld. De fleste af os bærer allerede mere end rigeligt af skyld og skam fra vores opvækst; den byrde skal vi ikke forøge, men tværtimod lette gennem forståelse og selvmedfølelse.

Et paradigmeskift: Arv, miljø og en klog krop

Til trods for de seneste årtiers fremskridt er der stadig stærke, til tider forældede kræfter i psykiatrien og samfundet, der holder fast i en gammeldags forståelse af psykisk (u)helbred. Man hører f.eks. ofte antagelsen, at “psykisk sygdom sidder i generne”, og at hvis man lider af depression, angst eller skizofreni, så er det mest af alt “uheldig arv”, man ikke kan gøre noget ved. Ligeledes ser nogle stadig sindet som noget, der kan forstås isoleret – at alt udspringer af tanker i hjernen, og at kroppen eller omgivelserne ikke spiller den store rolle. Denne tankegang er en arv fra føromtalte dualisme og tidligere tiders biologiske psykiatri.

Ny forskning gør dog op med disse myter. I 2025 er der offentliggjort en banebrydende dansk undersøgelse fra Aarhus Universitet, som kaster nyt lys over genetik vs. miljø ift. psykisk sygdom. Studiet – der omfattede data fra over 3 millioner danskere – viser, at langt de fleste tilfælde af alvorlige psykiske lidelser (som skizofreni, bipolar lidelse, depression og borderline) opstår hos personer uden en kendt familiær disposition for samme lidelse.

Med andre ord: I modstrid med den gængse opfattelse “at det løber i familien”, så rammer størsteparten af psykisk sygdom mennesker, der ikke har nogen historik for det i familien.

Konkret fandt forskerne bl.a., at 89% af dem, der udvikler skizofreni, ikke har nære slægtninge med sygdommen. For depression gjaldt det, at 60% af depressionsramte ikke har en depressionsdiagnose i familien. Disse resultater – publiceret i Lancet Psychiatry – punkterer myten om, at psykiske lidelser simpelthen er “nedarvet skæbne”. Selvfølgelig spiller genetik en rolle, men det er mange gener i samspil og ikke entydigt udslagsgivende.

Miljø, livsbegivenheder og tilfældigheder spiller mindst lige så stor en rolle for, om en person udvikler eksempelvis skizofreni eller ej. Dette er gode nyheder, da det fjerner noget af den determinisme og stigma, der kan følge med arveligheds-tanken. Vi har en mulighed for at forebygge og afhjælpe - netop ved at se på miljø, traumer, relationer og kroppen, frem for at tro, at alt er mejslet i vores gener på forhånd.

Dette paradigmeskifte – fra en ensidigt biologisk/kognitiv model til en helhedsorienteret model – blev også tydeligt for mig, da jeg i september 2024 deltog i en stor international traumekonference i Oxford. Her var verdens førende eksperter i traumer, tilknytning og mental sundhed samlet (bl.a. folk som Bessel van der Kolk, Gabor Maté, Janina Fisher, Stephen Porges, Dan Siegel, Frank Anderson m.fl.). Det gjorde et uudsletteligt indtryk at høre dem alle understrege én hovedpointe: Vi bliver nødt til at have kroppen og nervesystemet med i ligningen, hvis vi skal forstå (og behandle) psykisk sårbarhed og sygdom ordentligt.

Gang på gang blev det fremhævet, hvor afgørende opvækstbetingelser er – herunder John Bowlbys klassiske tilknytningsmønstre – for om et menneske udvikler sig robust og trives, eller om det senere får psykiske vanskeligheder.

Faktisk anslog flere oplægsholdere, at mere end 80% af os bærer rundt på et eller andet traume fra barndommen, som påvirker vores voksenliv og skaber unødige udfordringer. Dette tal inkluderer naturligvis både de store og små traumer – pointen var, at traumer er mere normalen end undtagelsen i befolkningen. Så det giver ikke mening at betragte psykisk sårbarhed som noget, kun de “få særligt svage” har. Tværtimod bør vi se det i øjnene: Vi lever i et samfund, hvor stress, traumer og dysfunktionelle mønstre er udbredte, omend i varierende grad. Og vi må begynde at adressere det med kroppen og compassion i fokus.

På konferencen stiftede jeg også bekendtskab med Gabor Matés terapeutiske tilgang Compassionate Inquiry (som handler om at udforske sit indre med medfølende nysgerrighed) og Richard Schwartz’ Internal Family Systems (IFS) terapi, der arbejder med vores indre “dele” eller personligheds-splittelser.

Begge disse moderne terapiformer bygger på forståelsen af, at mange af vores nutidige problemer først kan løsnes, når vi forstår det, vi kommer fra. IFS lærer os f.eks. at identificere og hele vores sårede “indre børn” og vores beskyttende dele, som opstod under barndommens stress. Og Matés tilgang handler om kærligt at konfrontere de indre sår med accept og compassion frem for fordømmelse.

Jeg blev så begejstret og overbevist, at jeg efterfølgende selv har dygtiggjort mig i disse metoder ved at tage Gabor Matés professionelle uddannelse over et helt års intensiv læring og egenterapi – for de repræsenterer, synes jeg, nøglen til ægte dyb heling: Nemlig at vi møder os selv og hinanden med compassion (medfølelse) og forståelse, frem for skyld og symptombehandling.

Faktisk gik compassion igen som et nøgleord i stort set alle de terapeutiske retninger, der blev præsenteret i Oxford. Uanset om der var tale om traume-terapi, åndedrætsøvelser, mindfulness eller neuroaffektiv udviklings-psykologi, så handlede det om at (gen)skabe en kærlig rummelighed over for os selv.

Vi må lære at give plads til alt det vi er, inklusive de dele af os, vi måske har skammet os over eller skubbet væk. Ofte er netop de “forkastede” dele af vores indre dem, der rummer nøglen til vores sår – og dermed også nøglen til vores heling. At finde hjem til os selv kræver nærvær og villighed til at mærke kroppen, for kroppen bærer historierne fra vores liv. Mindfulness – forstået som bevidst nærvær med det, der er fra et sted af accept og det ikke-dømmende – er et redskab til denne hjemvenden. Og kropsterapeutiske metoder (som f.eks. yoga, dans, åndedrætsterapi) kan hjælpe os med at løsne traumernes greb, dér hvor ordene ikke rækker.

I min optik gør det Gabor Matés arbejde så unikt, fordi han netop inddrager kroppen som et væsentligt element. Langt de fleste af de traumer, vi bærer i bagagen, er skabt i en tid, hvor ord og hukommelse slet ikke var færdigudviklet. De første 0-7 leveår er dér, hvor hele fundamentet for det, vi definerer som “os”, skabes. Og her er hukommelsen (hippocampus og den eksplicitte hukommelse) slet ikke færdigdannet.

Derimod er den implicitte kropslige hukommelse allerede aktiv og den er faktisk allerede aktiv, mens barnet ligger inde i mors mave. Det betyder, at ord og samtale alene ikke kan forløse de traumer, vi bærer med os, der skal altid være et element af krop og fokus på nervesystemet involveret. Og faktisk viser nyeste forskning, at - når vi oplever noget, der følelsesmæssigt er for voldsomt eller for overvældende - ja, så lukker hippocampus ned og dermed lagres oplevelsen ikke i vores mentale hukommelse. Men kroppen husker det.

Børnepsykiateren Bruce Perry - en anden stor kapacitet indenfor traumeterapien - fortalte på en konference om en af sine klienter, som havde været i krigen i Vietnam og kom hjem uden de store mén (hvilket i sig selv var bemærkelsesværdigt) og som levede de næste 15 år helt uden ar fra krigen. Men pludselig 15 år efter, begynder han at vågne op midt om natten præcis klokken tre hver nat, fyldt med angst og indre uro. Gennem den følgende tid voksede denne tilstand så voldsomt, at han nærmest begyndte at få psykotiske episoder og det var i den forbindelse, han havnede hos Bruce Perry. Bruce Perry undrede sig dog over, hvorfor der var gået så lang tid uden mén og at de så pludseligt og voldsomt begyndte hele 15 år senere.

Så han gik på opdagelse i klientens hverdag og de påvirkninger, der var omkring ham. Og her fandt han tilfældigt ud af, at i det område, hvor den tidligere soldat boede, var den amerikanske hær begyndt at holde natteøvelser med Hawk helikopteren, men så højt oppe at det ikke burde genere nogen.

Men den tidligere soldat havde i krigen i Vietnam oplevet, at skulle ligge i flere dage udenfor en landsby før et angreb. Og mens de lå her og blot ventede på, at skulle angribe og slå ihjel, var Hawk helikoptere fløjet hen over dem flere gange. Så hans nervesystem og hele hans krops hukommelse huskede ganske klart lyden og forbandt den med det kæmpe traume, det var at skulle slå ihjel på ordre.

I den forbindelse er det værd at nævne Dr. Stephen Porges og hans Polyvagal-teori, der blev flittigt omtalt på konferencen. Porges har introduceret begrebet neuroception om nervesystemets evne til ubevidst at skanne omgivelserne for sikkerhed eller fare. Ifølge Porges er vores autonome nervesystem hele tiden – helt uden for bevidst tanke – i gang med at spørge: “Er jeg tryg lige nu, eller er der grund til alarm?”. Hvis vi ikke føler os trygge (selv subtilt), vil vores krop aktivere kamp/flugt mekanismer eller i længden lukke ned (fryse). Hvis vi derimod opfatter signaler om tryghed, kan vores sociale og lærende systemer i kroppen slå til, og vi trives.

Pointen her er, at mange mennesker med psykiske udfordringer i virkeligheden går rundt med et overaktiveret alarmsystem i kroppen – deres nervesystem har svært ved at finde ro, selv når der objektivt set ikke er fare på færde. Denne indsigt gør det klart, at behandling bør sigte mod at skabe oplevelsen af tryghed i kroppen, ikke kun rational indsigt i tankerne.

Først når kroppen mærker sig tryg gennem balancering af nervesystemet - og særligt aktivering af det parasympatiske nervesystem via Vagusnerven - kan den for alvor slippe stress og traume-responserne.

Håb og heling

Med denne bog håber jeg inderligt at kunne give dig – kære læser – en dybere indsigt i alt det ovenstående og dermed hjælpe dig til at forstå dig selv (og måske også dine børn) bedre. Jeg ønsker at vise, at uanset hvad du kommer med af bagage, er forandring og bedring altid mulig. Ikke nødvendigvis en fuldstændig “kur” for alt, vi slås med – livet vil altid byde på udfordringer, og noget af det vi har med os, vil måske altid være der i en eller anden form.

Men ved at forstå os selv og vores historie kan vi lære at rumme og navigere i livet med det, der nu engang er vores vilkår, uden at det knækker os eller får os til at drukne. Ikke alt kan “fikses”, men rigtig meget kan blive meget bedre, når først brikkerne falder på plads, og vi holder op med at bebrejde os selv (eller vores forældre) og i stedet bruger energien på at hele.

Jeg bærer selv en masse traumer i min bagage fra bl.a. overgreb, svigt og alvorlig sygdom i en tidlig alder og aftrykkene fra de oplevelser er ikke forsvundet, men deres aktivering i mig er blevet langt mindre og jeg forstår, hvad der sker i mig nu og hvordan jeg kan genskabe trygheden og balancen i mit indre, hvis og når de gamle kropserindringer bliver aktiveret. Som Gabor Maté siger: Det er ikke så meget traumet, der er problemet (selv om det kan være slemt nok i sig selv), men det er langt mere den måde, vi holder traumet i live på - i nuet - gennem de kropslige aktiveringer og gentagne mønstre i hverdagen.

“Kropsklog” er skrevet i netop denne ånd. Bogen igennem vil du se, hvordan krop, sind og omgivelser hænger sammen som et smukt, komplekst økosystem. Jo bedre vi forstår dette system – vores egen indre sammenhæng – jo bedre kan vi passe på os selv og hinanden. Jeg vil invitere dig med på en rejse, der starter i forståelsen af din fortid og munder ud i konkrete værktøjer til at skabe forandring i nutiden. Undervejs skal vi tage livtag med gamle myter og se på nye indsigter fra psykologi, neurovidenskab og kropsterapi.

Min vision er, at du under læsningen får flere aha-oplevelser om dig selv: “Aha, derfor har jeg det sådan her – det giver mening nu!” Og vigtigst af alt: At du mærker en spirende compassion for dig selv. At du måske kan betragte dine udfordringer med lidt mildere øjne, når du ser dem i lyset af det, du har oplevet. For når først forståelsen og medfølelsen er der, så ligger næste skridt lige for – nemlig at tage de skridt, der skal til for at få det bedre. Det være sig at søge hjælp, at prøve nye måder at håndtere stress på, at arbejde med kroppen, at sætte grænser eller noget helt femte.

Uanset hvad, så håber jeg, at denne bog vil overbevise dig om én central sandhed: Din krop er klog, og den prøver altid at fortælle dig noget. Når vi lærer at lytte – rigtigt lytte – til kroppens signaler - både mavefornemmelsen, hjertets signaler og nervesystemet - og når vi forstår, hvor de stammer fra, så begynder en ny frihed. En frihed til at leve mere autentisk, i bedre balance og med større trivsel. Det skylder vi os selv – og vores børn.

Lad os begynde rejsen mod den indsigt.