Hammer og søm i den terapeutiske behandling

af Flora Tara Melchiorsen

Efter +25 år i "branchen" er der noget, jeg efterhånden kan sætte mit ur efter - eller i hvert fald sætte i kalenderen som "det næste, der sker".

Lad mig folde det ud...

En ny opdagelse... overbevisning... et nyt fokus... dukker op.

Det er spændende... og det forklarer noget, vi før stod uden svar på, og overbevisningen breder sig hurtigt.

I en periode bliver den svaret på næsten alt. Alle taler om det. Alle fordyber sig i det. Der laves kurser. Der skrives bøger. Det er "det helt store". Det, du skal... må... og bør interessere dig for og arbejde med.

Indtil et vist punkt. For så melder tvivlen sig, en modbevægelse vokser frem, og den nye sandhed bliver sat under anklage. Kritik. Aj... kan det nu passe? Debatten bølger. Nogen mener det ene. Andre mener det andet. Ofte står grøfterne overfor hinanden og mener hver sit (og tit uden helt at lytte eller være nysgerrige på den anden).

Til sidst lægger det hele sig. Den nye bølge er faldet lidt til ro. Måske er den blevet en form for normalitet. Noget, der indgår naturligt i det mange af os arbejder med og bruger.

Indtil den næste ny opdagelse... overbevisning... fokus... dukker op, og dansen starter forfra.

Jeg har set den dans mange gange.

Den kognitive bølge, hvor tankerne var nøglen til alt. Mindfulness-bølgen, hvor nærvær blev solgt som modgift mod arbejdsvilkår, ingen meditation kan ændre. Bølger af indre barn-arbejde, tilknytningsteori, positiv psykologi. Hver bølge bragte noget værdifuldt. Hver bølge blev overdrevet. Og hver gang svingede pendulet tilbage - ikke fordi opdagelsen var forkert, men fordi vi bad den bære mere, end den kunne holde.

Lige nu er det nervesystemet, traumerne og reguleringen, pendulet svinger med.

Lad mig sige det, som jeg oplever det efter mere end 25 år i feltet: Traumearbejde og nervesystemet er noget af det mest interessante, jeg beskæftiger mig med pt. Men det er på ingen måde hele løsningen. Det er en vigtig del af sammenhængen. Og stadig kun en del.

Tag polyvagal-teorien, som meget af vores nervesystemsforståelse hviler på. Den har givet mange af os et sprog for tilstande, vi før ikke kunne sætte ord på. Men den er langt fra videnskabeligt afklaret. I februar 2026 udgav forskeren Paul Grossman den hidtil grundigste kritik af teorien, og dens ophavsmand Stephen Porges har svaret igen. Debatten er ikke afgjort og det er helt, som det skal være. I min optik er pointen ikke, om teorien er "rigtig" eller "forkert". Pointen er, at vi står med et redskab, der stadig er ungt, og som vi klogt gør i at bruge med ydmyghed frem for som endelig sandhed. Ligesom med alt andet.

Kognitiv træning. Nærvær. Compassion. Sanser. Følelser. Nervesystemet. Traumerne. Hver især er de brikker i et større billede. Ingen af dem er hele billedet. Heller ikke den brik, jeg f.eks. selv er mest optaget af lige nu.

Selv Bessel van der Kolk, hvis bog om kroppen (Kroppen holder regnskab) måske har gjort mere end nogen anden for at sætte kroppen på dagsordenen, siger det: Han har ingen foretrukken behandlingsform, fordi ingen enkelt tilgang passer til alle.

Richard Schwartz har med sin model om vores indre familie (IFS) vist, at vi alle rummer mange dele på én gang: En, der beskytter - en, der bærer smerten - en, der prøver at holde styr på det hele.

Tanken om, at mennesket er ét system, der skal reguleres på én bestemt måde, holder ganske enkelt ikke.

Så hvorfor gør vi det alligevel? Vi behandlere, terapeuter og psykologer - hvorfor finder vi ét redskab, der virker, og forsøger at  bruge det på alt?

Har vi en hammer, ser vi søm overalt.

Men et menneske i smerte er ikke et søm. Nogle har brug for ro. Andre har brug for bevægelse, styrke eller kontakt. Nogle skal hjælpes ned fra et alarmberedskab. Andre skal hjælpes op af en kollaps, hvor systemet har lukket ned, og hvor mere stilhed kun gør det værre. Behovet er forskelligt fra menneske til menneske og fra dag til dag. Vores opgave er at møde det - ikke at presse mennesket ned i den metode, vi tilfældigvis mestrer bedst.

Det kræver noget, vi ikke taler nok om: At vi arbejder i bredden og i dybden på samme tid.

Bredde er ikke det samme som overfladiskhed. At mestre flere behandlingsretninger betyder ikke at samle certifikater som frimærker. Det betyder at gå så dybt ind i flere fagligheder, at man kender deres styrker, begrænsninger og blinde vinkler indefra. Det er et håndværk og en dannelse. Ikke en menu, man klikker sig igennem.

Og dybde uden bredde bliver til tunnelsyn. Den behandler, der har brugt tyve år på én metode, kan sådan set være fremragende lige indtil der sidder et menneske i stolen, hvis behov ligger uden for metodens rækkevidde. Så står valget mellem at erkende sin begrænsning eller presse mennesket ind i metoden. Det første kræver mod. Det andet sker desværre oftere, end vi bryder os om at indrømme.

Bredden og dybden er ikke modsætninger. De er hinandens forudsætninger. Det har været min tilgang fra begyndelsen og det er derfor, jeg har gjort mig umage med at bygge en bred og dyb baggrund frem for at specialisere mig i én skole.

For mig er der ingen tvivl om, at kroppen er et godt sted at begynde. Men her møder jeg også tit en misforståelse.

At komme til stede i sin krop betyder ikke, at alt er let og ligetil. At man altid kan regulere sig selv. At man aldrig mere fanges af angsten eller uroen i maven. Det betyder noget andet og - i min optik - mere ægte: At man er fuldt til stede i det, der faktisk er - også i sorgen, smerten, stresset og angsten og derfra kan træffe et bevidst valg om, hvordan man går videre.

Jeg har gennem årene interesseret mig mindre for "hvorfor" og mere for "hvordan går vi videre herfra?". I det spørgsmål ligger hele min tilgang: At vi først kommer til stede - nysgerrigt, observerende, med accept og kærlig venlighed over for det, vi finder (min gode, gamle NOAK model, som jeg udviklede for mere end 10 år siden) - og derfra beslutter det næste skridt. Regulering, ro, nervesystem, traumearbejde er ikke målet. De er skridt på vejen mod at kunne stå til stede i sit eget liv.

Så hvad gør vi herfra?

Vi - behandlere og terapeuter og psykologer - kunne begynde med at sige tre små ord noget oftere: "Det ved jeg ikke." Og måske tre til: "Det kan jeg ikke."

Den behandler, der kender grænsen for sin egen metode og henviser videre, er ikke svag. Det er ansvarlighed.

Uddannelserne kunne også turde bygge miljøer, der fra starten træner integration frem for én skole og gøre faglig ydmyghed til en del af pensum. Ingen metode virker på alt, og det bør ingen af os påstå.

Forskningen og systemet kunne turde undersøge kombinationer af tilgange, ikke kun enkeltmetoder i isolerede rum... for det er kombinationerne, der bruges i virkeligheden.

Og dig, der måske lige nu leder efter en vej ud af smerte, stress eller angst: Vær skeptisk over for enhver, der siger, at én ting er svaret på det hele. Spørg den behandler, du overvejer, hvad vedkommende gør, når metoden ikke virker. Svaret siger mere end nogen hjemmeside.

Og stol på din egen erfaring: Hvis noget hjælper dig, er det ikke forkert, fordi pendulet er svinget videre. Og hvis noget ikke hjælper dig, er det ikke din skyld, at du "ikke gjorde det rigtigt". Dit nervesystem er ikke en trend. Det er dit.

Så nej, det er ikke enten-eller. Ikke ro mod bevægelse, krop mod kognition, den ene skole mod den anden.

Mennesket er ikke enten-eller. Derfor kan vores tilgang heller ikke være det.

Det er både/og - i bredden og i dybden. Vores opgave er at kende så mange af redskaberne på hylden som muligt, kende hvert af dem til bunds og gennem 100% nærvær og compassion først og fremmest gøre vores allerbedste for at kende det menneske, der sidder foran os, godt nok til at vide, hvilket der skal bruges hvornår.

Kærligst,

Flora Tara Melchiorsen

Flora Tara Melchiorsen er krop og psyke-ekspert, mindfulness- og meditationsmester med et omfattende uddannelsesforløb bag sig indenfor både mindfulness, meditation, yoga, kropsbevidsthed, traumeterapi og fysiologi. Flora har siden starten af 2000 været i intensiv personlig masterclass og supervision hos mester Sri Vasudeva. Flora er forfatter til bøgerne Kropsklog (Livsbevidsthed.dk/2025), Hjertevejen (Akademiet/2021), Pædagogisk Mindfulness (Dafolo/2012), Vejen til dit barns (og din) trivsel (Akademiet/2019), 10 Uger til Kærlighed (Akademiet/2019), Hjertekammer Metoden© (2023), Stressfri Krop og Hjerte (2024) og står bl.a. bag At Leve Mindfuldt på Facebook med over 57.000 følgere. Flora Tara Melchiorsen har udviklet flere mindfulness forløb og uddannelser, bl.a. Master of Heart & Mind©, Life & Mindfulness Practitioner®, LMPonline, Life & Mindfulness Educator®, Heart & Dharma© samt HMSR® mindfulness forløbet.