En tåre, der er grædt af glæde. Eller sorg. (Og hvad compassion kan give os.)

af Flora Tara Melchiorsen

Den dybe medmenneskelige forståelse. Compassion.
Og tårer, der grædes af glæde. Eller sorg.

Lige inden jul bragte Mindful.org en gennemgang af de 10 vigtigste indsigter fra "Videnskaben om Livsbevidsthed" i 2018, som de kaldte det.

Det var meget interessant læsning om nogle af de videnskabelige undersøgelser, som der er udført indenfor mindfulness, compassion og livsbevidsthed i løbet af året.

En af de ti fangede især min opmærksomhed, fordi den handlede om, at vi måske slet ikke er så empatiske, som vi går og tror.

Et studie, som er offentliggjort i Journal of Personality and Social Psychology, viser, at det virkelig at forstå og mærke andres følelser kræver meget mere end blot at være empatisk. Og at vi ikke, ved blot at betragte og forsøge at sætte os i andres sted, kommer frem til det, som dyb medmenneskelig erkendelse - compassion - er.

I forlængelse af den undersøgelse, viser et andet studie, at vi ofte overvurderer vores evne til empatisk forståelse, når vi forsøger at aflæse andres følelser gennem f.eks. deres ansigtsudtryk. Forsøget viser endda, at de mennesker, der har en tendens til at opfatte sig selv som særligt empatiske ikke så sjældent er dem, der tager mest fejl. Ofte fordi de er sikre på, at de har en god forståelse for andre mennesker og derfor lidt for hurtigt drager en konklusion. Som altså ikke altid viser sig at være rigtig.

Andre undersøgelser viser også, at de mennesker, som har en god og dyb forståelse af sig selv og egne følelser ofte har en væsentligt større evne til også at forstå andre mennesker - og dermed være empatiske og udvise compassion.

Og hvorfor er det så lige, at jeg bliver ved med at skrive compassion? Og ikke bare medfølelse?

I forbindelse med åbningen af FLORA's fik jeg præcis det samme spørgsmål, fordi jeg i FLORA's KÆRLIGHEDSCIRKEL også kommer til at dele rigtigt meget af min viden og supergode værktøjer indenfor compassion træningen.

Her er, hvad jeg svarede på spørgsmålet:

Compassion er mere og dybere end medfølelse.

Medfølelse betyder, at vi føler med hinanden. "Jeg ser og mærker din smerte". "Jeg har medfølelse med dig". "Jeg lider med dig".

Og - ingen tvivl om det! - det er en super smuk egenskab, at vi kan se og mærke hinandens følelser og lidelser.

Men i de danske ords betydning af "medfølelse" mangler der en motivations eller handlingsdel. Medfølelse og medlidenhed er ... skal vi sige... mere statisk og "ikke-handlende".

I compassion bliver vi derimod ikke kun opmærksomme på - og røres af - andres følelsesmæssige tilstand eller lidelse, vi mærker også et dybfølt ønske og motivation til at gøre noget aktivt ved det, vi mærker. Vi ønsker aktivt at bidrage.

Compassion er - i min optik - en naturlig del af mindfulness, fordi vi med compassion også har styrken og indsigten til at være med - acceptere - smerten, når f.eks. livet er svært. Og i det også at kunne udvise kærlig-venlighed over os selv eller andre, som er i det svære.

Compassion hænger i stor grad sammen med "min berømte" NOAK model, som er en grundlæggende del af min undervisning i mindfulness:

Nysgerrig. Observere. Acceptere. Kærlig-venlighed.

Jeg ser dig. Jeg observerer. Jeg er med det, jeg ser og mærker. Og jeg møder det med kærlig venlighed. Aktivt.

Eller. (Og ikke helt uvæsentligt!)

Jeg ser det, der sker i mig. Jeg er opmærksom på det, jeg ser. Jeg er med det, jeg ser og mærker. Og jeg møder mig selv med kærlig venlighed. Aktivt.

Altså indad mod dig selv. Ligesåvel som udad overfor andre.

Compassion skaber en omsorg og en medmenneskelig forbundethed ved netop ikke "kun" at mærke følelsen - men også aktivt at handle på den med en kærlig-venlig handling.

Der mangler simpelthen et dækkende ord på dansk og derfor bruges "Compassion" nu også bredt i Danmark for at beskrive egenskaben. Ikke ulig "mindfulness", som jo også er meget mere end det danske "bevidst nærvær".

Compassion er en vigtig del af mindfulness og har altid været det i min undervisning og tilgang, ikke mindst ansporet af min personlige læremester Sri Vasudeva og professor i klinisk psykologi Paul Gilbert, som jeg har fulgt i mange år efterhånden.

I øvrigt er jeg i skrivende stund i fuld gang med at tage min viden om området et skridt dybere og bliver  certificeret i CFT - Compassion Focused Therapy - et compassion program, som netop er udviklet af Paul Gilbert.

Så.

Derfor compassion.

Og derfor denne treenighed:

• Mindfulness
• Compassion
• Livsbevidsthed

Compassion er et naturligt skridt i vores mindfulness rejse. Vores rejse frem mod det, som jeg definerer som Livsbevidsthed. En omfavnelse af vores evner til at kunne stå i stedet under vores fødder - med alt det, der er - og herfra sende kærlighedens lys ud i verden, som et fyrtårn.

Gennem mindfulness opdager du, at du rent faktisk kan se dig selv rent - med det hele. Både det svære og det lette. Det lyse og det mørke. Alt det, der er.

Og du lærer, at du gennem ægte og ufarvet accept har et valg. Nemlig valget at møde det, du ser, med kærlig venlighed.

Du opdager du, at du har styrken og til at skabe et liv fri for begrænsende tanker, mønstre og gamle fortællinger.

Og gennem dette erkender du på et dybere plan, at vi alle er forbundne og at du fra dit sted i dig - gennem  medmenneskelig forståelse og compassion - rent faktisk evner at give dine indsigter og erkendelser videre.

Det interessante er, at vi i de seneste år og i de kommende år bliver endnu klogere på den videnskabelige forståelse af det mere subtile følelsesliv. Forskningen vil opdage og erkende, at også det, der tidligere ikke kunne måles og måske derfor blev afskrevet som uredeligt, faktisk i dag netop kan måles og pludselig kan anerkendes som evidensbaseret viden.

Mens jeg skriver det kommer jeg til at tænke på en fortælling, som vi brugte for mange år siden, da vi begyndte at undervise i mindfulness.

Fortællingen er ganske sand og foregik ved en større vinkonference i København for en del år siden, hvor en berømt international ønolog (vinekspert) holdt et foredrag om biodynamisk vin, som på det tidspunkt var en lillebitte niche, som lidt "småskøre" - og små - vinbønder arbejdede med. Ønologen havde undersøgt vinene og måtte erkende, at de "kunne noget", som han ikke lige kunne definere - men blot konstatere, at der var nogle dybere kvaliteter, som gjorde at disse vine var særligt bemærkelsesværdige. Og han beskrev hans opdagelser  med denne metafor:

"Videnskaben kan i dag fastslå indholdet af en tåre ganske præcist. Den kan måle indholdet af salte, mineraler, sporstoffer og meget andet. Den kan give et præcis kemisk billede af tårens substans. Det eneste videnskaben ikke kan. Er at fastslå om tåren er grædt af sorg. Eller af glæde."

Det var altid en fortælling, som skabte dyb eftertænksomhed hos vores elever og som åbnede for endnu dybere indsigter og forståelse i mindfulness-træningen.

Det pudsige er, at vi i dag ikke bruger fortællingen mere.

Fordi den er forældet på et ret væsentligt punkt.

I dag kan videnskaben nemlig se forskel på tårer, der er grædt af glæde og tårer, der er grædt af sorg.

Der sker nemlig en fysisk ændring i tåren, som er baseret på de følelser, der er følt.

Og derfor vil videnskaben også i de kommende år opdage endnu mere om, hvordan vi kan mærke hinanden på et dybere plan end det, der i dag kan beskrives som psykologisk empati og forståelse.

Vi er stadig kun i den spæde begyndelse her i vesten i vores forståelse af, hvad mindfulness, compassion og livsbevidsthed kan gøre for os som mennesker.

De kommende år vil givetvis give os endnu flere videnskabelige forklaringer. Og skabe endnu mere evidens for mindfulness og compassiontræningens positive betydning for os.

Jeg glæder mig allerede.

Og fortsætter arbejdet. Ikke mindst fordi jeg hver eneste dag kan se, at det rent faktisk virker.

Hos mig selv. Og hos de efterhånden mange, mange hundrede skønne mennesker, som jeg har haft æren og fornøjelsen af at undervise gennem årene.