Sådan ødelagde vi mindfulness

Af Roman Krznaric

 

 

Træk vejret. Vær i nærvær. Lev i nuet.

Jeg er sikker på, at det er velkendte ord. Fordi netop i denne tid er vi midt i en mindfulness revolution.

Mindfulness uddannelser og kurser har bredt sig som en steppebrand over hele verden med hundredetusindvis af mennesker, der deltager i Mindfulness Baseret Stress Reduktionsforløb (MBSR) og andre mindfulness- og meditationsforløb i aftenskoler, institutioner, hospitaler, fængsler og virksomheder. Oven i dette har en lang række videnskabelige undersøgelser vist, at mindfulness er en nær-mirakelbehandling af alt fra angst og depression til hjertesygdomme.

Men et stigende antal kritikere har sat mindfulness under mikroskopet. Måske er det alligevel ikke det revolutionære paradigmeskifte for menneskers velbefindende, som mange af os er kommet til at tro?

En af disse kritikere vil sandsynligvis overraske: Den franske buddhistiske munk Matthieu Ricard, som er en af ​​verdens mest berømte mindfulness-eksperter. Jeg spurgte for nylig Ricard, hvad han tænkte om de populære sekulære versioner af mindfulness som MBSR og Mindfulness-Baseret  Kognitiv Terapi (MBCT). Nogle teknikker, som er blevet beskrevet som “buddhistisk meditation uden buddhismen.” Matthieu Ricard har brugt fire årtier i mindful meditation ved foden af Himalaya – og er kendt for at være “den lykkeligste mand i verden”. Jeg forventede derfor, at han ville være en ivrig talsmand. Mens hans svar overraskede mig.

“Der er mange mennesker, der taler om mindfulness,”fortalte Ricard, “Men risikoen er, at det  bliver taget for bogstaveligt – bare at være opmærksom.”

“På den måde kan du have en meget opmærksom snigskytte og en bevidst nærværende psykopat. Det er sandt! En snigskytte har brug for at være fokuseret, aldrig distraheret, meget rolig og altid med evnen til at bringe sin opmærksomhed til nuet. Og ikke-bedømmende – bare dræbe mennesker og ingen bedømmelse. Det er muligt!”

Ricards vittighed om snigskytten er naturligvis med en ikke utilsigtet dobbelt betydning. Han og andre kritikere ved, at mindfulness-kurser er blevet populære i militær træning (med ægte snigskytter). Og at mindfulness også har fundet sit indtog i virksomhedernes verden. En “McMindfulness”, der hjælper stressede Wall Street-forhandlere med at bevare roen og fokus midt i det turbulente marked af høj risiko-satsninger og investeringer. Og man støder ofte på grundlæggeren af ​​MBSR, Jon Kabat-Zinn til morgenhold-mindfulness-klasser til topkonsulenter på det årlige World Economic Forum i Davos.

Ricards pointe er, at den sekulære mindfulness-bevægelse typisk udbyder mindfulness uden moral. Det er en “mig-mig-mig-mindfulness”, der umiddelbart kan være godt for den enkelte, men som ikke nødvendigvis gør godt. I modsætning til denne måde at gøre det på, mener han, at den gamle buddhistiske tradition tilbyder en nødvendig etisk ramme, som integrerer begreber som medfølelse, empati og omsorg. De sekulære kurser kunne meget let medtage dette bredere værdibaserede perspektiv, men de fleste undlader at gøre det. De har for travlt med at emballere mindfulness til vores tid med hyper-individualisme.

Men det voldsomme misbrug af mindfulness løber dybere endnu: Det har også kapret det gamle ideal af Carpe Diem – “Grib Dagen!” – som går helt tilbage til et digt skrevet i 23 f. Kr. af den romerske digter Horats:

“Selv når vi taler, flyver misundelig tid forbi;

Lev livet i dag uden at tænke på morgendagens bekymringer.”

Baseret på disse linjer har Carpe Diems primære betydning i århundreder været at gribe de  flygtige muligheder i livet. Om det er karriereskift eller at redde et smuldrende ægteskab. (Du husker sikkert Robin Williams i Døde Poeters Klub.)

Men min forskning, som er baseret på analyse af tusindvis af originale kilder (fra personlige blogs til politiske taler), viser, at hvert femte menneske nu forbinder ideen om Carpe Diem med at være opmærksom på nuet. Hidtil er det historisk uset. En række af mere end 2000-år gamle linjer mister sin oprindelige og sande betydning.

Og udover det dominerer mindfulness nu også vores kultur så meget, at mindfulness næsten har fortrængt andre måder at være i nuet. Fokus på åndedrættet er uden tvivl en effektiv måde at komme ind i denne tilstand, men der er mindst tre alternative og værdifulde måder, mennesker kan komme ind i “nuet” for de, der søger større nærvær i deres liv:

Flow – dér, hvor du er så engageret i en aktivitet, at alle følelser af tid forsvinder og du bare er helt i øjeblikket. Det involverer ofte en fysisk eller kreativ udfordring (eller begge på én gang, såsom et intenst basketballspil med høj fart). Og det er meget langt fra rolig, opmærksom vejrtrækning.

Entusiasme – hvor du er fyldt med en boblende glæde og begejstret tilgang til livet og derfor nærmest ikke kan lade være med at være i nuet. Et af disse mennesker var Teddy Roosevelt, som altid kom sprudlede ind i ethvert rum boblende af latter. Han havde også for vane at jagte sine børn i og omkring Det Hvide Hus. Som en britisk diplomat sagde: “Husk, at præsidenten er kun omkring seks år.” Ifølge psykologen Kay Redfield Jamison, deler 6-10% af befolkningen dette særlige personlighedstræk.

Ekstase – et udtryk, der kommer fra det antikke græske Ekstasis, som betyder at træde uden for sig selv. Der er mange måder vi gør i det daglige liv, f.eks. fra at have sex til at danse til pulserende musik. Og en del af magien af ​​sådanne ekstatiske oplevelser er, at vi ubevidst ryger ind i en tilstand af øjeblikkeligt nærvær med det, der er.

Så skal vi droppe mindfulness? Overhovedet ikke. Men vi skal ikke lade mindfulness monopolisere vores måder at være i nuet. I stedet skal vi søge flow, sprudlende glæde og ekstase som lige så gode måder at gribe nuet. Og samtidig være opmærksomme på, at mindfulness ikke altid er moralsk uskyldig.

 

Roman Krznaric

26. maj 2017

 

 

Roman Krznaric, Storbritannien. Roman Krznaric er social filosof og forfatter, bl.a. til bogen Carpe Diem: Seizing the Day in a Distracted World.

Læs mere om Roman Krznaric her.

Indlægget er oversat og gengivet med tilladelse fra forfatteren, Roman Krznaric og TIME Inc. Link til original udgivelsen i TIME

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!