Lever du.... eller overlever du bare?

Lever du eller overlever du - Flora om mindfulness og livsbevidsthed

af Flora Tara Melchiorsen


Har du for nylig taget dig selv i at tænke: Bare det snart var weekend?

Eller… Jeg vil så gerne det her, men det må vente, til jeg får mere tid!

Eller… Jeg skal bare lige, så tager jeg fat på...

Ofte udskyder vi det, at tage hånd om os selv. Paradoksalt nok, når vi har allermest brug for det.

Min læremester sagde altid:

Flora alt det med arbejde, kærlighed, familie og bolig - det er alt sammen blot underholdning. Det virkelige arbejde er arbejdet med dig selv. At finde hjem til den, du virkelig er. At gå vejen.


Men alt for mange tør ikke. Eller udskyder.

Der er de her tre muligheder:

  1. Vi tør ikke se vores indre i øjnene, fordi vi instinktivt fornemmer, at det er hårdt og smertefuldt og at det kræver meget af os.
    Derfor bedøver vi os i bevægelse og aktivitet. Vi løber marathon. Vi lægger haven om. Vi arbejder. Vi uddanner os. Vi finder på projekter.
    Det handler om hele tiden at være på vej og i gang, så vi aldrig rigtigt kommer til at mærke os selv.

    Vi kan godt mærke smerten, men vi bedøver den med aktivitet og 'burde/skulle' projekter.
    Vi lever aldrig rigtig fuldt ud, vi er aldrig rigtig glade, eller rigtig kede af det. Livet føles ofte som grå leverpostej. Og vi kan ikke helt forstå det, for vi burde jo være lykkelige og taknemmelige med alt det, vi har i livet - men vi kan bare aldrig rigtig mærke det.

  2. Vi har givet op. Vi er faldet i offerrollen. I vores hoved kører disse tanker: "Ingen forstår, hvordan jeg egentlig har det! Ingen ved, hvor hårdt det er, at være mig. Hvor meget jeg er gået igennem og hvor ofte jeg er blevet svigtet! Hvor meget smerte, jeg skal bære på hver dag og hvor synd det er for mig!"
    Vi lukker ned, vi gemmer os væk, vi går i stå. Vi har altid et argument for, hvorfor det ene eller andet ikke lige er noget for os og at vi bare lige har brug for tid og fred.
     Vi gemmer os med andre ord væk fra livet og tror, at hvis vi vover os frem, så bliver vi ædt - af livet.

  3. Så er der os, der er overbevist om, at vi har styr på det hele. Det er den måske sværeste af dem alle. I hvert fald at gøre noget ved.
    Vi, der altid har en forklaring. Og et værktøj og en 'skudsikker' måde at håndtere svære ting i livet. Prøv og hør: "Du skal bare lige gøre sådan her, så går det over, det gjorde det for mig!" Fikse typen, der er overbevist om, at alt kan fikses med hurtige, smarte tricks. Positive affirmationer, åndedrætsteknikker, yoga og meget andet. Men som mest af alt bruges som overspringshandlinger og mentale "hylder", hvor alt det, der er svært, bliver lagt op og aldrig rigtig kigget på. Vi skøjter let hen over det, der gør ondt og mærker aldrig rigtigt efter. I hovedet er der styr på alting. Og der er altid en forklaring og indsigt til alt, hvad der sker i livet, især hos andre. Det er os, der altid kan gennemskue andres problemer. Men som aldrig rigtig får løst vores egne i dybden.


Kan du finde dig selv i en af typerne... eller måske i dem alle tre?


Uanset om du gør det eller ej, så er mit budskab til dig, at livet er tænkt til at være let og lykkeligt.

I vores del af verden har vi endda alle muligheder materielt for at være det.

Men alt for mange af os er fanget i angst, depression og uro.

Vi hænger fast i fortidens mønstre.

Vores krop er blevet låst et sted i livets udvikling og vi kan ikke finde vej til at forløse og opløse låsningen.

Det behøver endda ikke at være 'store' ting, der er sket for os gennem livet. Måske er det bare mængden eller måske en enkelt episode, der væltede læsset.

Fordi vi i bund og grund mangler følelsen af at være fyldt op. Fyldt op med kærlighed og glæde.

Men det, vi overser i ligningen, er, at kærlighed og glæde ikke kommer af sig selv.

Vi skal ville det.

Og det skal trænes og vedligeholdes.

Det er en daglig praksis.

Det er et dagligt valg, at vande det, der får os til at gro og trives i livet - både i det ydre og i høj grad også i det indre.

Mindfulness er et fantastiske værktøj til at hjælpe til at øge din opmærksomhed på nærvær og livsglæde i nuet.

Men mindfulness forløser ikke nødvendigvis det, din krop sidder fast i. Der skal ofte lidt mere til.

En dybere indsigt i os selv og hvordan vi hænger sammen i krop, sind og ånd, er første lille skridt.

En kognitiv forståelse af, hvordan det mentale sætter spor i kroppen og hvordan kroppen har sin egen kropslige hukommelse, som ofte er langt større end den mentale.

Og derefter at forstå, at forløsningen ikke kun kommer gennem mental forståelse og indsigt, men også gennem en kropslig forløsning. Så vi igen kan trække vejret frit og at vores krop kan bevæge sig frit og med en oprejst og stærk attitude udad mod verden.

At vi mærker helt ned på celleplan, at noget ændres og forløses.

Det kan tage tid og det kræver både tålmodighed og omsorg. Selvomsorg.

Og så kræver det, at vi har påtaget os ansvaret.

For os selv. Og vores liv.

Og at vi tager beslutningen.

Som Master Yoda siger i Star Wars filmene: "There is no try, there is do or do not!"

Selvudvikling er ikke nødvendigvis den lette løsning.

Det er hårdt arbejde.

Men ikke hårdere end at træne til et marathonløb eller påtage sig det næste store arbejdsprojekt.

Og... hvem er den vigtigste i dit liv?

Mange af os... alt for mange af os... finder os i at være fanget i noget, der hører fortiden til. Og at tro, at det ikke kan være anderledes.

At livet skal opleves svært og udfordrende.

Og ja... livet indeholder masser af udfordringer, modgang og smerte. Naturligvis. Men livet indeholder heldigvis også et utal af glæde og lykkeøjeblikke.

Der er altid meget mere, der virker - end der ikke virker.

Du godt må være lykkelig. Du må godt have det godt.

Det starter med, at du tager beslutningen. Beslutter dig for at ville dig selv det bedste. Beslutter dig for at ville være i livet fra et langt lettere sted.

Tillader dig selv, at omfavne dig selv hver dag.

Der er ingen "short-cuts" eller "lette tricks" eller "Du skal bare lige....".

Men til gengæld kræver det heller ikke "kvante-spring" eller "paradigme-skift" eller at du skal droppe partner, job, familie, venner eller alt muligt andet.

Faktisk er det de daglige små skridt, der skaber den allerstørste og dybeste forandring.

Som fører dig fra indsigt til erkendelse. Og til omfavnelse. Præcis som jeg beskriver det i Flora Metoden®.

Mindfulness, yoga og anden træning kan hjælpe dig noget af vejen, men en fast daglig praksis er nødvendig for virkelig at ændre dine vaner og skabe ro og overskud i dit sind. Så du ikke kører i ring og cirkler og bare gentager det, du kender. Så du slukker for auto-piloten og kommer ud af hamsterhjulet.

Nogle gange kræver det en hjæpende hånd. Det er helt ok.

Du er præcis som du skal være.

Træk vejret og tillad livet at folde sig fuldt ud.

Sæt dine inderste drømme fri og giv dem vinger.

Alt er muligt.


Kærligst,
Flora underskrift


_K8A9554-1.jpg

Flora Tara Melchiorsen

Flora Tara Melchiorsen er partner og hovedunderviser i Akademiet for Mindfulness og Livsbevidsthed. Flora er mindfulness- og meditationsmester og har omfattende uddannelsesforløb bag sig indenfor både mindfulness, meditation, yoga, kropsbevidsthed og fysiologi. Flora har siden starten af 2000 været i intensiv personlig masterclass og supervision hos mester Sri Vasudeva. Flora er forfatter til bøgerne Pædagogisk Mindfulness (Dafolo/2012), Vejen til dit barns (og din) trivsel (Akademiet/2019), 10 Uger til Kærlighed (Akademiet/2019) og står bl.a. bag At Leve Mindfuldt på Facebook. Flora Tara Melchiorsen har udviklet flere mindfulness forløb og uddannelser, bl.a. Life & Mindfulness Practitioner®, Life & Mindfulness Educator® samt HMSR® mindfulness forløbet.

 

2 kommentarer

Anette westphal

Tusind tak for dine evige livskloge betragtninger🥰🙏

jeg er SÅ enig i det du skriver:
at skrue ned for støjen, at slippe kontrollen, at tage lederskabet i mit liv, at overgive mig til kærligheden i livet, at forbinde mig til naturen,. Alt dette skaber daglige mirakler i mit liv. Og min personlige rejse startede med en uddannelse hos dig for 3 år siden✨✨💥 TAK Flora

Læs mere
Læs mindre
Jane Philbert

Jeg har fulgt mange af dine kurser igennem de sidste 2 år og jeg tænker at det er den bedste gave, jeg har givet mig selv.Dermed er det ikke sagt at det er let og det tager tid men det er så givende. Ligeledes kan jeg mærke at du selv har gået vejen så du ved virkelig hvad det indebærer. Desuden står du altid til rådighed så man kan sende en mail hvis man har brug for det. 😊

Læs mere
Læs mindre

Skriv en kommentar