Når grænser ikke er nødvendige

Illustration mand tegner streg - grænse

af Flora Tara Melchiorsen

Jeg læser ofte kommentarer og input eller hører om kurser i sunde tydelige grænsesætninger.

Ofte efterfulgt af en masse gode og fornuftige råd, som handler om at beskytte os selv, at passe på os selv og nogle gange måske endda forsvare os selv - med den underlæggende kontekst, at vi godt må have det, som vi har det.

Og det er jo alt sammen sundt og godt isoleret set, tænker jeg.

Men. Hvad nu hvis det handler om noget helt andet? 

Hvad nu hvis det langt mere handler om, at du finder ind i kernen af den, du oprindeligt var tænkt at være og herfra kunne stå stærkt i dig selv. Og at den styrke automatisk udstråler din grænse.

Her flytter vi fokus fra ‘grænsen’, som noget ydre, der skal holdes eller sættes, til at være en indre bevægelse eller tilstand, som kommer fra dit autentiske selv.

Lad os spole lidt tilbage.

Når vi som små fødes ind i livet, er det, vi har allermest brug for, ultimativ kærlighed og nærvær. 

Den amerikanske relationsforsker og psykiater Dr Dan Siegel siger det så enkelt: Vi har brug for at føle os følt af vores forældre.

Altså følt - præcis som den, vi helt autentisk og ægte er.

Når det af uransaglige årsager ikke sker, hvilket er helt naturligt undervejs i f.eks. opvæksten, og vi ikke bliver repareret med det samme gennem omsorg og ubetinget kærlighed, så går noget i stykker indeni os. 

Vi mister en vigtig del af vores selvopfattelse, og vi skubber dele af os selv væk. Dele, som vi opfatter som ikke gode nok, fordi det var det, verden viste os gennem sin respons på vores måde at være os på. 

Og når vi på den måde pludselig ikke længere er os selv 100% - ja, så vil vi både opleve os og fremstå uautentiske overfor verden. Det har store konsekvenser for vores mentale udfoldelse. Vi bliver begrænset i at kunne folde os fuldt ud.

Helt konkret sker der det, at - når vi ikke støttes i at kunne følelsesregulere og rumme alle vores følelser - så mindskes vores evne til at udfolde vores neo cortex - hjernens  frontallapper, hvor evnen til selvforståelse og selvregulering ligger.

Vi forandres. Og vores opfattelse af verden forandres.

Og i den forandring ændres selv vores sanser og vores evne til at opfatte verden rent. 

Vi ser pludselig verden som langt mere truende og farlig, end den reelt er. Vi bliver utrygge i relationen mellem os og andre. 

Den naturlige relationelle kontakt, vi som mennesker i bund og grund er ret afhængige af, bliver ødelagt og i stedet præget af frygt og tilbageholdenhed.

Som venter vi konstant på et angreb.

Og det er i den sammenhæng, vi oftest taler om, at det bliver vigtigt at sætte grænser og passe på os selv og sige fra overfor verden.

Men. I stedet for at tale om grænsesætning, ville det så ikke give mere logik, at kigge mere på det, vi mistede: Vores autenticitet. Vores indre styrke. Vores indre balance.

Når vi, som mennesker står stærkt og autentisk i os selv, så udstråler vi automatisk tryghed og tillid ud mod verden og dermed vil verden omkring os også møde os med tryghed og tillid. Implicit bliver grænserne for, hvem vi er og hvad vi står for og ikke står for, klare og tydelige, men de gør det som en naturlig uhindret og glidende bevægelse indefra og ud. 

En klar og tydelig kerne og opfattelse af at vores autentiske 'jeg' giver altså og følgelig et klart og tydeligt udtryk udad.

Og her behøves ingen grænser. 

For jeg er tryg i at være mig, blot fordi jeg er.

I den tryghed er vi ikke bange for for at dele ud af os selv til verden, fordi vi i vores essens ved, at verden vil os det godt og at verden er et trygt sted. 

I den tryghed er vi ikke bange for at stille os til rådighed for verden omkring os - og vi er ikke bange for andre menneskers ageren eller reaktioner. Fordi der ikke er noget, de kan forstyrre eller ødelægge. 

Og vi altid kan finde vejen i det, der sker.

Fordi vi hviler fuldkomment ind i os selv og den, vi er.

Og ja. Jeg er med på, at det godt kan være en sej proces - og nogle gange også en lang proces - at genskabe den indre tryghed og autenticitet, når først den har været mistet allerede fra barnsben.

Men, når vi lykkes, giver det til gengæld et liv i langt mere harmoni og balance. 

Et liv uden drama og konflikter. Et liv, hvor vi hviler dybt ind kernen af at være den, vi er - med det hele og i visheden om, at vores bidrag til verden er betydningsfuld og at verden er en medspiller og ikke en modspiller.

Her handler det ikke længere om, at kunne sætte klare og tydelige grænser og sige nej tak eller endda at vise vrede. 

Fordi vi ved, at alle følelser er lige vigtige og at de alle blot er bevægelser i vores indre. Bevægelser, som kommer og går.

Vi ved også, at den eneste sande del af os, vi kan give ultimativ værdi, er vores bevidsthed. Bevidsthed om, hvad vi lige nu vælger at give liv og næring og dermed være medskaber af vores egen virkelighed.

Jeg har set det så ofte hos min elever og klienter, at når det her virkelig begynder at synke ind og det rent faktisk er en måde, vi kan være i verden på. At vi kan tage alle dele af os selv hjem igen og omfavne alt det, vi er - helt uden dom og analyse.

Så kommer roen, frigørelsen og balancen helt automatisk. Så heler vi. Så er vi bare.

Så vil der ikke længere være nogen kamp - hverken indeni os eller udenfor os.

Og grænser bliver uvæsentlige.


Kærligst,

Flora Tara Melchiorsen underskrift



Flora siddende i cirkel af solsikker - www-livsbevidsthed.dk

Flora Tara Melchiorsen

Flora Tara Melchiorsen er krop og psyke-ekspert, mindfulness- og meditationsmester med et omfattende uddannelsesforløb bag sig indenfor både mindfulness, meditation, yoga, kropsbevidsthed, traumeterapi og fysiologi. Flora har siden starten af 2000 været i intensiv personlig masterclass og supervision hos mester Sri Vasudeva. Flora er forfatter til bøgerne Hjertevejen (Akademiet/2021), Pædagogisk Mindfulness (Dafolo/2012), Vejen til dit barns (og din) trivsel (Akademiet/2019), 10 Uger til Kærlighed (Akademiet/2019), Hjertekammer Metoden© (2023), Stressfri Krop og Hjerte (2024) og står bl.a. bag At Leve Mindfuldt på Facebook. Flora Tara Melchiorsen har udviklet flere mindfulness forløb og uddannelser, bl.a. Master of Heart & Mind©, Life & Mindfulness Practitioner®, LMPonline, Life & Mindfulness Educator®, Heart & Dharma© samt HMSR® mindfulness forløbet.


0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar